Valuta: Pundet svækkes inden brexit-afstemning
Det britiske pund er bakgear tirsdag eftermiddag, mens investorerne afventer afstemningen om premierminister Theresa Mays brexit-aftale i parlamentet, der ventes at blive afsluttet tirsdag aften dansk tid.
Et pund koster 1,2848 dollar mod 1,2911 dollar per pund ved dansk lukketid mandag. Over for euro svækkes pund marginalt til 0,8904 pund per euro fra 0,8882 pund per euro mandag eftermiddag.
- På kort sigt er den største risiko for Europa og euro et uordentligt brexit, siger Esther Maria Reichelt, der er valutaanalytiker hos Commerzbank, til Reuters.
Nogle markedsdeltager har også spekuleret i, om et nederlag til Theresa May i tirsdagens afstemning kan udskyde briternes udtræden af EU for at give tid til et valg eller en ny folkeafstemning om spørgsmålet.
På markedet generelt spiller frygten for en nedgang i den globale økonomiske vækst fortsat en rolle, og tirsdag blev der hældt nye bekymringer i gryden, da væksttal fra Tyskland bekræftede et samlet fald sidste år.
- Der er stigende bekymringer omkring dynamikken i eurozonens økonomi, og disse tal bekræftede de bekymringer. Nu venter vi mere forsigtighed fra ECB, siger Esther Maria Reichelt.
Euro er tirsdag eftermiddag svækket til 1,1443 dollar fra 1,1467 dollar per euro ved dansk lukketid mandag.
I krydset mellem den japanske yen og dollar er der stort set stilstand tirsdag eftermiddag, hvor dollar er styrket ganske marginalt.
En dollar koster således 108,39 yen, mens man mandag eftermiddag skulle betale 108,32 yen per dollar.
/ritzau/FINANS