Valuta: Labour-modstand mod aftaleløst brexit styrker pundet
Der begynder at tegne sig et flertal for at afværge et brexit uden en aftale, og det er onsdag over middag med til at styrke den britiske valuta.
Onsdag ved middagstid skal man betale 1,3914 dollar per pund mod 1,2970 dollar ved dansk lukketid tirsdag.
- Et flertal for at udskyde brexit-datoen ser ud til at vise sig. Som et resultat heraf har den britiske valuta været i stand til at fastholde sin stigning fra de seneste par uger, siger Thu Lan Nguyen, valutastrateg hos Commerzbank i Frankfurt, til Reuters.
Ifølge nyhedsbureauet vil det britiske oppositionsparti Labour "højst sandsynligt" støtte et forslag, der kan forhindre en udtræden af EU uden en aftale.
Det er parlamentsmedlemmet Yvette Cooper fra Labour, som har stillet forslaget, der kan pålægge Theresa May at bede EU om at udskyde Storbritanniens udtræden af EU.
Udskydelsen skal godkendes af EU, der tidligere har sagt, at det kan komme på tale under visse omstændigheder. Afstemningen er planlagt til at finde sted på tirsdag.
I sidste uge forkastede det britiske parlament Mays skilsmisseaftale med EU med den største margin i moderne britiske historie. Mandag afviste premierministeren en ny folkeafstemning og at udskyde briternes udtræden.
Når en aftale ikke at blive godkendt, står Storbritannien til at forlade EU 29. marts uden en aftale, hvilket ifølge Reuters længe har været set som det værst tænkelige scenarie for den britiske valuta.
Euro koster onsdag middag 1,1363 dollar mod 1,1365 dollar tirsdag eftermiddag, og dollar koster 109,61 yen mod 109,45 yen tirsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS