Valuta: Pund styrkes inden vigtige brexit-afstemninger
Det britiske pund er i tråd med det britiske aktiemarked i god form tirsdag, inden parlamentet i det britiske skal stemme om en stribe mulige ændringer til brexit-aftalen.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, ønsker ifølge hendes talsmand at genåbne forhandlingerne med EU efter tirsdagens afstemninger, der gerne skal sikre flertal for en aftale på hjemmefronten, som May efterfølgende kan tage med til EU-lederne.
Og investorerne er optimister inden afstemningerne. FTSE 100-indekset stiger ud på eftermiddagen tirsdag med 1,3 pct., mens det britiske pund styrkes over for de fleste af sine større modparter.
Et pund koster således 1,3181 dollar mod 1,3155 dollar per pund ved dansk lukketid mandag. Over for euro styrkes pund til 0,8666 pund fra 0,8693 pund per euro, da det danske marked lukkede mandag.
EU har hidtil afvist at genåbne den aftale, der tidligere er blevet forhandlet på plads, og som senere klart blev forkastet i det britiske parlament tidligere i januar.
Men chefforhandler Michel Barnier og flere EU-landes ledere har sagt, at de er klar til at præcisere dele af aftalen, hvis der skulle være behov for det.
En talsmand for kommissionsformand Jean-Claude Juncker siger ifølge Sky News, at Juncker er "permanent tilgængelig og i løbende kontakt" med briterne.
Theresa Mays talsmand siger, at premierministeren i løbet af dagen vil tale med øvrige EU-ledere eller forskellige embedsmænd i Bruxelles for at fremskynde processen.
Storbritannien forlader ifølge planen EU den 29. marts - altså om præcis to måneder.
/ritzau/FINANS