Valuta: Stimuliforventninger svækker atter yen og euro
På baggrund af forventninger om yderligere pengepolitiske stimuli svækkes den japanske yen og euro, trods små stigninger torsdag morgen, til de laveste niveau i flere uger, mens sandsynligheden for en renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, stiger.
Det skriver Bloomberg News.
Euro koster torsdag morgen 1,1035 dollars og 118,23 yen, mens en dollars står i 107,15 yen. Onsdag ved 17-tiden kostede en euro 1,1009 dollars og 117,5 yen, mens en dollars kostede 106,73 yen.
Den japanske valuta handles omkring sit laveste niveau i seks uger før rentemeddelelsen fra den japanske centralbank, Bank of Japan, der kommer d. 29 juli. I øjeblikket overvejer den japanske regering med premierminister Shinzo Abe i spidsen en stimulipakke på 20.000 mia. yen, eller hvad der svarer til ca. 187 mia. dollars. Lempelsespakken vil derved blive dobbelt så stort som først planlagt og kommer som en reaktion på briternes beslutning om at forlade EU.
Den Europæiske Centralbank, ECB, holder møde torsdag, hvor brexit ligeledes vil være på dagsordnen. Også her bliver der spekuleret i, om centralbanken ligesom i Japan vil signalerer brug af yderligere pengepolitiske stimuli.
- Mario Draghi vil holde sine muligheder åbne for yderligere lempelser. Yen er allerede blevet solgt på forventninger omkring en ny stimuli-pakke fra den japanske regering og næste uges topmøde i Bank of Japan. Vi regner med, at den vil fortsætte nedad, siger David Forrester, der er valutastrateg hos Credit Agricole, til Bloomberg News.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS