Valuta: Stille start på sommermåned
August har fået en stille start på de internationale valutamarkeder mandag morgen.
Måneden bærer normalt præg af at være den store feriemåned på den nordlige halvkugle med mange markedsdeltagere i såvel Frankfurt som London og New York ude af spil indtil slutningen af måneden.
Generelt er prissætningen præget af et mindre rekyl på fredagens dollarsvækkelse.
Det skyldes i vid udstrækning fredagens ultimo-marked, der samtidig var påvirket af futures-fixingen klokken 17 dansk tid. Netop det tidspunkt giver normalt anledning til forsvar af positioner, hvilket vrider markedet skævt i forhold til resten af dagens udvikling.
Fredagens BNP-data fra USA var langt fra imponerende, og enhver forventning om stigende renter på baggrund af beslutninger fra Federal Reserve synes fordampet i sommervarmen.
- Dollar synes at bære hovedparten af den svaghed, der hersker i USAs økonomi. Renteforventningerne er blevet skåret tilbage til lave niveauer og stærke data kunne have givet dollar et løft, men markedet ser ud til mene, at der skal bruges mere overbevisende data, før Federal Reserve er parat til at forhøje renterne, vurderer valutachef Greg Gibbs fra Amplifying Global FX Capital i Colorado ifølge Bloomberg News.
Euro koster mandag morgen 1,1170 dollar mod 1,1190 dollar fredag eftermiddag.
Dollar koster samtidig 102,60 yen mod 102,35 yen fredag eftermiddag, mens der går 114,60 yen på en euro mandag morgen mod 114,55 yen fredag eftermiddag.
Pund sterling koster mandag morgen 1,3260 dollar mod 1,3295 dollar fredag eftermiddag, mens euro samtidig koster 0,8425 pund mod 0,8415 pund fredag eftermiddag.
Ritzau Finans
/ritzau/FINANS