Dollar styrkes markant efter amerikansk jobrapport
Der blev skabt flere amerikanske job i juli end ventet, og det styrker øjeblikkeligt den amerikanske valuta, dollar, over for de ti største sammenlignelige valutaer.
Der går fredag eftermiddag 1,1089 dollar på en euro, og forud for jobrapporten kostede en euro 1,1155 dollar.
Beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 255.000 personer i juli, mens der blandt økonomerne var forudset en stigning på 180.000 amerikanske job ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Jobrapporten sætter også sine spor på det amerikanske obligationsmarked, hvor der er mindre rentestigninger. Renten på den toneangivende T-bond stiger umiddelbart efter offentliggørelsen af rentemeddelelsen med 5 basispoint til 1,54 pct. fra 1,49 pct. før offentliggørelsen.
/ritzau/FINANS