Valuta: Forventninger til Yellen-tale lægger låg over dollar
Den amerikanske dollar bliver tirsdag svækket mod stort set samtlige større valutaer, og svækkelsen kan formentlig vare ved ugen ud.
Investorerne ser nemlig frem mod fredagens møde i Jackson Hole, Wyoming, hvor den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, træder på talerstolen foran sine kolleger på det årlige pengepolitiske symposium for centralbankchefer. Det er dog ikke ventet, at hun vil løfte sløret for, hvornår centralbanken Federal Reserve vil hæve renten.
- Markedet tror ikke på, at Yellen vil komme med noget signal omkring timingen af Federal Reserves næste renteforhøjelse i Jackson Hole, siger Mansoor Mohi-Uddin, strateg ved Royal Bank of Scotland, til Bloomberg News.
- Det kan lægge et loft over dollar i denne uge, men vi tror, at en stærk dollarfremgang er på vej, fortsætter han.
Yellens næstkommanderende i Federal Reserve, Stanley Fischer, sagde ellers i weekenden, at den amerikanske økonomi var tæt på at leve op til centralbankens målsætninger. En række topfolk fra centralbanken var forinden kommet med lignende signaler.
Stanley Fischer indikerede dermed en renteforhøjelse i en ikke så fjern fremtid, og udtalelserne styrkede dollar mandag.
Euro koster tirsdag middag 1,1344 dollar mod 1,1330 dollar mandag eftermiddag.
Dollar koster samtidig 100,07 yen mod 100,35 yen mandag eftermiddag, mens der går 113,52 yen på en euro tirsdag middag mod 113,70 yen mandag eftermiddag.
Janet Yellens tale i Jackson Hole har emnet "Federal Reserves pengepolitiske værktøjskasse".
Ritzau Finans