Valuta: Euro styrkes marginal mens svenske kr. presses
Marginal styrkelse af euro over for både dollar og yen tegner sig svagt i torsdagens valutamarked. Men bevægelsen er så utydelig, at John Hardy, chef for valutastrategi i Saxo Bank, næsten ikke synes, at den er værd at nævne.
- Jamen det er så lidt, at jeg næsten ikke engang kan se en styrkelse. Men hvis det er tilfældet, så tror jeg, at det er fordi, at pund svækkes efter en rimelig stor bevægelse fra euro mod pund i går, som måske bliver kørt tilbage i dag, og jeg kan forstille mig, at der er mere flow i euro/pund, end der er i euro/dollar, kommenterer John Hardy.
Derimod er euro ifølge John Hardy forholdsvis immun over for formiddagens overraskende svage tillidstal for det tyske erhvervsliv, IFO-indekset.
- Skuffelsen presser mest risikovilligheden og styrker dermed de mere likvide valutaer, euro, dollar, yen, og de, der svækkes, er pundet og de mindre valutaer, påpeger valutastrategen.
- Ellers er der bare en meget nervøs afventning af i morgen, tilføjer han med henvisning til den ventede tale fra den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, på centralbankmødet i Jackson Holde i Wyoming, USA.
Derudover noteres en svækkelse af den svenske kr. i torsdagens valutahandel.
- Der kom pænt dårlige tillidstal fra Sverige. Og efter en styrkelse af den svenske kr. gennem nogle dage svækkes den nu, bemærker han.
- Men det er ikke en megastor bevægelse, tilføjer han.
Euro handles torsdag eftermiddag i 113,41 yen og 1,1286 dollar mod 113,13 yen og 1,1250 dollar onsdag eftermiddag. Svenske kr. er presset til 9,4930 svenske kr. per euro fra 9,4692 svenske kr. per euro onsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS