Valuta/middag: Investorer søger ly i yen
Den japanske yen bliver mandag brugt flittigt som tilflugtssted for investorer, der søger at begrænse deres tab på en dag, hvor både aktier og obligationskurser dratter verden over.
I tider med finansiel uro er yen sædvanligvis en af investorernes foretrukne valutaer, og det gælder altså også mandag, hvor den over for dollar er styrket til 101,90 per dollar fra 102,75 yen fredag kl. 17.
- Vi ser en typisk flugt-til-sikkerhed-effekt, hvilket yder støtte til yen, siger valutastrateg Viraj Patel fra ING Greop i London til Bloomberg News.
Det er blandt andet frygten for - og konsekvenserne af - en snarlig amerikansk renteforhøjelse, der er med til at skabe negative vibrationer på finansmarkederne.
Den amerikanske centralbank holder sit næste rentemøde 20.-21. september, og de seneste kommentarer fra en stribe repræsentanter fra centralbanken har fået flere til at vente en renteforhøjelse på det møde, mens andre mener, at den først kommer på det efterfølgende møde i december eller senere.
Fredag sagde Federal Reserves chef i Boston, Eric Rosengren, at det kan have skadelige konsekvenser for økonomien at vente for længe med at hæve renterne i USA. Udtalelserne har givet genlyd i markederne på grund af Eric Rosengrens status som fortaler for lave renter og lempelig pengepolitik.
Det er ikke sket det store i krydset mellem dollar og euro, der mandag eftermiddag koster 1,1222 dollar mod 1,1215 dollar fredag.
/ritzau/FINANS