Investor

Arbejdernes Landsbank lander rekordoverskud

Årets resultatet i Arbejdernes Landsbank er forbedret med mere end 500 mio. kr. på grund af kursgevinst

Foto: Thomas Wilmann.

Arbejdernes Landsbank har landet en rekordhøj indtjening i 2017, hvor der er hentet gevinster fra salget af aktier i Alka, som er blevet købt af konkurrenten Tryg.

I årsregnskabet fra Arbejdernes Landsbank, der er offentliggjort onsdag morgen, fremgår det, at årets resultat er forbedret mere end 500 mio. kr. på grund af den urealiserede kursgevinst fra Alka-aktierne.

Det bidrog til at sende det samlede resultat før skat op i 1,3 mia. kr. for 2017. Nettooverskuddet blev 1155 mio. kr.

- Ser man på resultatet før denne kursgevinst, havde banken i forvejen opnået et historisk stort overskud for 2017 på knap 800 mio. kr., skriver Arbejdernes Landsbank i en pressemeddelelse.

Ligesom flere af sine kolleger har Arbejdernes Landsbank i det forgangne år nydt godt af lavere nedskrivninger på grund af sunde kunder. Det har tilsammen medvirket til, at banken sidste år havde et nedskrivningsniveau tæt ved nul pct.

De lave nedskrivninger har givet bedre mulighed for at investere hos Arbejdernes Landsbank, som har løftet sine omkostninger med 9,7 pct. sammenlignet med året før. Blandt andet er der brugt penge på nye digitale services.

For det nye år venter Arbejdernes Landsbank et resultat før skat i niveauet 300-400 mio. kr.

Læs også
Top job