Investor

Lundbeck overrasker igen: Salget går forrygende

Den danske medicinalkæmpe er tirsdag morgen kommet med kvartalsregnskab.

Anders Götzsche, konstitueret adm. direktør i Lundbeck, glæder sig over udviklingen i det danske medicinalselskab. Foto: Lundbeck

Den danske medicinalkæmpe Lundbeck gør det igen bedre end ventet.

Tirsdag morgen har Lundbeck fremlagt regnskab for årets første tre måneder, og det viser en markant fremgang både i omsætningen og indtjeningen.

Derudover kan det noteres, at Lundbeck endnu ikke har fundet en permanent afløser for Kåre Schultz, der i fjor forlod Lundbeck til fordel for en topstilling i den israelske medicinalgigant Teva.

Salget af Lundbecks nøgleprodukter er gået forrygende, og den samlede omsætning er steget med 9 pct. i forhold til årets første kvartal af 2017.

Samtidig er driftsresultatet og overskuddet efter skat vokset voldsomt. Driftsresultatet er gået 64 pct. frem, og overskuddet efter skat er mere end fordoblet.

I årets første tre måneder tjente Lundbeck 1,2 mia. kr. Det er til stor glæde for Lundbecks finansdirektør og midlertidige topchef, Anders Götzsche.

»Jeg er meget tilfreds med vores præstation, som viser, at vi har et stærkt produktsortiment,« siger han i forbindelse med kvartalregnskabet.

Selvom Lundbecks resultater er bedre end analytikernes forventninger, fastholder medicinalkæmpen sine egne forventninger til helåret.

Forventningen fra Lundbeck er fortsat en omsætning på mellem 17,2 og 18 mia. kr. og et driftsresultat på mellem 4,8 og 5,2 mia. kr.

Mio. kr. 1. kvartal 2018 1. kvartal 2017
Omsætning 4.585 4.211
Ebit 1.656 1.011
Resultat før skat 1.643 996
Resultat efter skat 1.199 587
Læs også
Top job