Investor

Pandora og Mærsk er de helt store tabere på aktiemarkedet i første halvår af 2018 - Ambu hiver en førsteplads hjem

På seks måneder er der skåret en tredjedel af værdien af Pandora. I toppen finder man medicoselskabet Ambu.

Pandora har klaret sig miserabelt på børsen i første halvår. Foto: Jesper Olesen.

2018 har indtil nu været et dårligt år for det danske aktiemarked. Inden børsen åbnede på halvårets sidste handelsdag, var det ledende C25-indeks faldet med 5,1 pct.

»Det har generelt været et udfordrende halvår,« konstaterer Per Hansen, investeringsøkonom i onlinebørsmægleren Nordnet, i en kommentar.

Det store indeks er bl.a. blevet trukket ned af børsmastodonten Novo Nordisk, der inden dagens handel blev skudt i gang var faldet med næsten 13 pct. Det markante fald er dog langt fra nok til at indtage en plads i bunden af indekset.

Her finder man nemlig smykkeproducenten Pandora, som på små seks måneder har fået barberet mere end en tredjedel af sin markedsværdi.

»Pandora har igen stjålet de negative danske overskrifter med usikre udmeldinger,« skriver Per Hansen.

I bunden finder man også A- og B-aktierne i A.P. Møller-Mærsk, der er faldet med mere end 20 pct. siden årsskiftet.

Selv om C25-indekset som helhed altså er faldet, er der flere aktier, som har klaret sig overordentligt godt siden nytår. I toppen af listen indtager Simcorp en tredjeplads med et afkast på den gode side af 40 pct., mens andenpladsen hedder William Demant med et afkast på mere end 45 pct.

Ingen kommer dog i nærheden af førstepladsen. Medicoselskabet Ambu kom for nyligt med i C25-indekset, og Ambu har sat sig tungt på førstepladsen i indekset.

»Ambu var ny i C25-klassen og har med 88 pct. i afkast i hele første halvår været et godt nyt bekendtskab. Imponerende,« skriver Per Hansen.

Læs også
Top job