Investor

Torsdagens obligationer: Rentefald afløste status quo hen på dagen

Efter en formiddag i status quo kom der i eftermiddagstimerne lidt mere bevægelse i renteudviklingen, og da det danske marked lukkede torsdag, lå renten på den tiårige toneangivende danske statsobligation i 0,32 pct. Det var to basispoint lavere end såvel slutrenten onsdag eftermiddag som niveauet ved middagstid torsdag.

Formiddagens nøgletal for de tyske forbrugerpriser og industriproduktionen i eurozonen passerede upåagtet af obligationshandlerne. De lod sig heller ikke påvirke af den optimisme, der fra handelsstart bredte sig over den europæiske aktiehandel, efter at frygten for handelskrig havde løsnet sit greb i markederne.

Industriproduktionen i eurozonen steg i maj 1,3 pct. i den sæsonkorrigerede opgørelse, og økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning på 1,2 pct. De tyske forbrugerpriser i juni landede derimod helt som ventet med en stigning på 0,1 pct. på månedsbasis.

Eftermiddagens program omfattede det klassiske torsdagstal for nytilmeldte ledige i USA i sidste uge, som viste en tilgang på 214.000 mod et skøn på 225.000 nye ledige.

Men større vægt blev tillagt udviklingen i den amerikanske inflation målt på kerneforbrugerpriserne, som blev på 2,3 pct. og dermed helt som ventet ifølge Bloomberg News' prognose.

Læs også
Top job