Investor

Efter storaktionærs udsalg: Ambu dykker voldsomt på børsen

Chr. Augustinus Fabrikker har solgt en stor aktiepost i Ambu.

Foto: Ambu

Den himmelstormende aktie i Ambu er kommet tættere på jorden. Ambu-aktien er dykket markant i dagens handel, efter at storaktionæren Chr. Augustinus Fabrikker har solgt en stor portion aktier med en rabat på mere end 10 pct.

Efter halvanden times handel er aktien nede med ca. 13 pct. og bliver lige nu handlet til en kurs omkring 212 kr. stykket. Det er et godt stykke under den pris, som Chr. Augustinus Fabrikker solgt aktier for.

Ifølge Bloomberg har Chr. Augustinus Fabrikker solgt 13,5 mio. aktier i medicoselskabet til en kurs på 220 kr. Det var 25 kr. under tirsdagens lukkekurs.

»Det er ikke unormalt, at så store poster placeres med rabat, men normalt ser vi en rabat på 3, 4 eller 5 pct., så det er til den høje side,« siger Martin Munk, aktierådgiver i Jyske Bank til, Ritzau Finans.

De 13,5 mio. aktier, som Chr. Augustinus Fabrikker har afhændet, svarer til ca. 5,4 pct. af hele aktiekapitalen i Ambu, når man tæller de 34,3 mio. A-aktier, som ikke bliver handlet på børsen, med i regnestykket. handel på børsen.

Ser man kun på B-aktierne svarer posten til ca. 6,2 pct.  Ifølge data fra Bloomberg var Chr. Augustinus Fabrikker inden salget den næststørste aktionær hos Ambu med en ejerandel på 10,62 pct.

Med salget har Chr. Augustinus Fabrikker dermed godt halveret sin ejerandel i Ambu.

På trods af dagens markante fald er Ambu stadig den absolutte højdespringer i C25-indekset. Aktien er steget med mere end 90 pct. siden nytår, og ser man på udviklingen de seneste 12 måneder, lyder stigningen på mere end 130 pct.

Læs også
Top job