Investor
BREAKING

10 år efter finanskrisen lurer en ny virkelighed

Kan renterne sættes yderligere ned, kan der opkøbes flere værdipapirer eller trækkes nye kaniner op af hatten? Jeg tvivler på det.

Helge J. Pedersen er cheføkonom i Nordea.

Det er i disse dage præcis 10 år siden, at den internationale finanskrise for alvor brød ud, da den store amerikanske investeringsbank, Lehman Brothers gik ned den 15. september 2008.

Dagen inden, altså den 14. september, var jeg netop fløjet hjem fra en studietur til USA, hvor vi deltagere ellers var blevet forsikret af politikere og økonomer om, at subprime-krisen, som havde rystet den amerikanske økonomi siden midten af 2007, ville komme under kontrol. Man kan uden at overdrive sige, at vi blev overhalet af virkeligheden.

Da den finansielle sektor frøs til is, brød det økonomiske system mere eller mindre sammen og verdenshandlen gik i stå. Produktionen faldt dramatisk overalt på kloden, og det stod hurtigt klart for alle, at den værste nedtur i verdensøkonomien siden den store depression i 1930’erne stod for døren. Politikresponsen var en koordineret kriseindsats fra verdens store nationer. Finanspolitikken blev lempet markant, mens hånden blev holdt under den finansielle sektor gennem statslige garantier og ordnede afviklinger af nødlidende banker.

Den internationale likviditet blev sikret gennem bilaterale aftaler mellem centralbankerne, og en nærmest surrealistisk lempelse af pengepolitikken blev påbegyndt for at sætte gang i produktion og efterspørgsel på globalt plan. Her 10 år efter må det på mange parametre konstateres, at medicinen virkede. Verdensøkonomien er igen oppe i højt gear, arbejdsmarkederne er stærke i de fleste lande, og den finansielle sektor er langt bedre reguleret og konsolideret end før krisen. Men alligevel tynger arven fra krisen fortsat.

Den økonomiske ulighed er steget, den globale gæld er markant højere end for 10 år siden, og opsvinget har ikke været tilstrækkeligt stærkt til at skabe en prisdynamik, som har kunnet føre til en normalisering af pengepolitikken. Det er forhold, som giver anledning til bekymring for fremtiden.

For hvad sker der med tilbagebetalingsevnen blandt de dybt gældsatte husholdninger, virksomheder og stater, når renterne stiger igen? Står vi så over for en ny gældskrise – og hvordan håndteres den lige i lande, hvor den sociale sammenhængskraft i forvejen er udfordret? Og hvilke midler er der at gøre godt med, hvis en ny recession rammer verdensøkonomien, mens renterne fortsat er tæt på nul og centralbankernes balancer bugner, fordi de har købt statsobligationer og andre værdipapirer i årevis? Kan renterne sættes yderligere ned, kan der opkøbes flere værdipapirer eller trækkes nye kaniner op af hatten? Jeg tvivler på det.

Formentlig vil renten så stige yderligere over de kommende år, og for min skyld gerne helt op omkring de 3,5 pct., som jeg fortsat opfatter som en normalrente for euro-området

Helge J. Pedersen
I min optik er den europæiske centralbank, ECB’s, værktøjskasse tæt på at være tom, mens den amerikanske forbundsbank, Fed, har givet sig selv et lidt større spillerum, da den allerede er i gang med at sætte renten op og reducere overskudslikviditeten i den finansielle sektor. Et af de store problemer ved at føre så ekspansiv en pengepolitik i så lang tid er, at det kan føre til en uhensigtsmæssig adfærd blandt investorerne, som for at sikre et tilfredsstillende afkast søger mod stadig mere risikable aktiver. Herunder på ejendomsmarkedet, hvor priserne i rigtig mange lande er steget til historiske højder. Ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, er det endda rimeligt at tale om, at der er opbygget en boligboble i lande som New Zealand, Østrig, Luxembourg, Sverige, Canada og Australien. Bobler, som hvis de brister, endda kan risikere at føre til finansiel ustabilitet.

Den risiko er heldigvis ikke stor i Danmark, men jeg skal ærligt indrømme, at jeg synes, at priserne på ejerlejligheder i de store byer er steget alt for voldsomt over de seneste år. Derfor er jeg også godt tilfreds med, at der er kommet fokus på at regulere boligpriserne gennem udbetalingskrav og skærpede lånevilkår for privatpersoner ved boligkøb. Det kan tage toppen af prisstigningerne i tide, mens vi venter på, at rentepolitikken normaliseres.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvornår ECB tager det første skridt i den retning. Efter min bedste overbevisning skal vi nok hen mod slutningen af næste år, førend det sker, hvorefter ECB så vil trampe yderligere på rentepedalen i 2020. Og eftersom Nationalbanken skygger ECB betyder det, at der er god grund til at vente, at vi mod slutningen af 2020 vil have en rente, som er 1 pct.-point højere end i dag.

Formentlig vil renten så stige yderligere over de kommende år, og for min skyld gerne helt op omkring de 3,5 pct., som jeg fortsat opfatter som en normalrente for euro-området. Det er en rente, som både burde kunne holde en mulig ny gældskrise i ave og samtidig give ECB et solidt pengepolitisk råderum. Men hvem ved? Måske har krisen resulteret i, at renten befinder sig på et nyt og permanent lavere niveau end tidligere.

Måske må jeg endnu engang se mig overhalet af en ny virkelighed.

Læs også
Top job