Investor

Milliardæren Jack Ma har 365 dage tilbage i spidsen for Alibaba

Alibaba-grundlæggeren Jack Ma træder tilbage som formand om et år. Afløseren er fundet.

På dette billede ses Jack Ma under Alibabas amerikanske børsintroduktion i 2014. Foto: Mark Lennihan Foto: Mark Lennihan

En epoke i kinesisk erhvervshistorie lakker mod enden. Om ét år vil Alibaba-grundlæggeren og milliardæren Jack Ma nemlig trække sig fra posten som bestyrelsesformand i livsværket.

Om 12 måneder vil Daniel Zhang, der i øjeblikket er adm. direktør i Alibaba, tage over som formand, og overgangen vil finde sted på Jack Mas 55 års fødselsdag. Jack Ma vil i stedet fokusere på velgørenhed, uddannelse og »nye drømme«, som det ifølge flere internationale medier lyder i en udtalelse fra Jack Ma.

Alibaba blev grundlagt, da Jack Ma overtalte nogle venner til at låne ham 60.000 dollars - cirka 385.000 kroner - således at han kan kunne starte en e-handelsvirksomheden, der i dag er vokset til astronomiske dimensioner.

Han så en god idé i, at små virksomheder kunne købe og sælge deres varer online. I begyndelsen drev han Alibaba fra sin lejlighed i byen Hangzhou, der ligger cirka 180 kilometer sydvest for Shanghai.

»Den første gang, jeg brugte internettet, og jeg rørte ved tastaturet, tænkte jeg, at det var noget, jeg troede på. Jeg troede på, at det ville komme til at forandre verden og forandre Kina,« har Jack Ma tidligere sagt i et interview med CNN.

Alibaba er værdisat til 420,8 milliarder dollars - 2.763 milliarder kroner - baseret på aktiekursen ved lukketid fredag, og selskabet har ifølge den seneste årsrapport flere end 66.000 fuldtidsansatte.

Jack Ma hører til blandt Kinas allerrigeste personer. Hans nettoværdi er ifølge Forbes vurderet til 36,6 milliarder dollars. Det er milevidt fra hans opvækst.

Jack Mas forældre var dårligt uddannede og havde ikke mange penge. Hans far var afhængig af en månedlig pension på kun 40 dollars - godt 250 kroner - for at kunne forsørge familien.

Læs også
Top job