Investor

Svensk aktiemarked tager mudret valgresultat med knusende ro

Børsen i Stockholm åbner mandag med en mindre stigning på trods af søndagens uklare valgresultat.

Den svenske statsminister Stefan Löfven (S) går på scenen efter søndagens valg. Valgresultatet er mudret, men det kan ikke ses på aktiemarkedet i Sverige. Foto: Jonas Ekströmer

Det har ikke skabt panik på børsen i Stockholm, at det svenske rigsdagsvalg søndag endte med et resultat, der har efterladt det politiske landskab i Sverige med flere spørgsmål end svar.

Det svenske eliteindeks OMXS30, der indeholder de 30 største svenske virksomheder, er mandag åbnet med en mindre stigning.

Ved middagstid var indekset steget med 0,5 pct. til niveau 1.626. Også den svenske krone er blevet styrket en smule.

Det er især de svenske bankaktier, der starter ugen i grønt. Både SEB og Swedbank topper foreløbig OMXS30 med dagens største stigninger på henholdsvis 1,8 pct. og 1,3 pct.

Dermed ser det foreløbig ud til, at det uklare svenske valgresultat ikke har spredt skræk blandt investorerne på børsen i Stockholm

Valgresultatet har ellers efterladt svensk politik i en situation, hvor udfaldet endnu er usikkert. Den rødgrønne blok, med siddende statsminister Stefan Löfven (Socialdemokraterne) i spidsen, står til at få 144 mandater i den svenske rigsdag, mens den blå blok, med Moderaterne som det største parti, står til 143 mandater.

Oven i det kommer Sverigedemokraterne, der med 17, 6 pct. af stemmerne står til 62 mandater, men som ingen af de øvrige partier umiddelbart vil samarbejde med.

På trods af, at den rødgrønne blok står til et mandat mere, har den borgerlige blok med Moderaternes partileder Ulf Kristersson i spidsen, krævet Stefan Löfvens afgang.

Læs også
Top job