Serier

53 danske firmaer er »mistænkelige« i Danske Bank-skandale

53 danske kommanditselskaber med samme adresser og direktører nævnes som »mistænkelige« i Danske Banks hvidvaskrapport.

Hvidvask i Danske Bank

53 danske selskaber bliver betegnet som »mistænkelige« kunder i den estiske filial, der er omdrejningspunktet i skandalen om hvidvask i Danske Bank.

Alle selskaber er såkaldte kommanditselskaber, delte samme adresser i København og langt størstedelen havde samme direktører.

Det fremgår af Danske Banks hvidvaskrapport, der blev offentliggjort onsdag morgen.

At en kunde bliver betegnet som mistænkelig, behøver nødvendigvis ikke at betyde, at kunden har foretaget en kriminel handling, står der ydermere i rapporten.

I april 2017 beskrev Berlingske, hvordan 145 mio. kr. fra den estiske filial røg gennem tre danske kommanditselskaber med litauisk stråmand. Denne stråmand påstod, at han var blevet misbrugt gennem en forfalsket underskrift.

Kommanditselskaberne var ifølge Berlingske tomme gennemstrømningsselskaber uden drift eller produktion, havde adresser i anonyme kontorhoteller, og ejerskaberne var sløret via skuffeselskaber i skattelyet Seychellerne.

Et mindre dansk revisionsfirma indsendte regnskaber for de tre kommanditselskaber. Eksperter kritiserede over for Berlingske, at revisoren ikke havde gjort sit arbejde godt nok.

Revisoren henviste til sin tavshedspligt og oplyste, at han overholdt hvidvaskloven.

Danske Bank kan ikke selv fastslå, hvor mange penge, der er blevet hvidvasket i bankens estiske filial gennem årene. Dog har Finans erfaret, at formodentlig mindst 745 mia. kr. er blevet hvidvasket i banken.

Danske Banks topchef, Thomas Borgen, valgte onsdag morgen at trække sig fra sin post. Dette bliver dog først effektueret, når Danske Bank har fundet en ny topchef.

Læs også
Top job