Investor

Europa/aktier: Brede kursfald mens Sky blev sendt mod himlen

En ny drejning i handelskonflikten mellem USA og Kina sendte mandag nervøse bølger gennem det europæiske aktiemarked.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks faldt 0,5 pct., mens de ledende indeks på børserne i Frankfurt, London og Paris endte med fald på mellem 0,4 og 0,6 pct.

Et af de få markeder, som omvendt havde en god start på ugen, var det norske, hvor det toneangivende OBX-indeks steg med 1,2 pct. Det var især båret af en stigning i olieprisen, som var godt nyt for de olieeksponerede virksomheder i Norge.

Men generelt hang de europæiske investorer dog med mulen, og det hang sammen med, at Kina nu afviser at ville indgå i en handelsdialog med USA, efter at amerikanerne som ventet har indført en ny omgang ekstratold på kinesiske varer for 200 mia. dollar.

Det fik investorerne til at frygte for, at Kina vil svare tilbage med ekstratold på amerikanske varer for 60 mia. dollar, og at USA som svar på det vil lægge ekstratold på import af samtlige kinesiske varer.

- Indtil videre har Trump gjort alvor af alle de trusler, han er kommet med mod Kina, og da der ikke er nye forhandlinger på vej, kan vi meget vel se en annoncering fra Trump allerede i den her uge, siger chefanalytiker Allan von Mehren fra Danske Bank.

Mens investorerne afventede næste skridt i handelskonflikten, kunne de blandt selskaberne se en stor stigning til det britiske tv-selskab Sky, der steg 8,6 pct. til 17,21 pund.

Det skete, efter at amerikanske Comcast i konkurrence med andre selskaber har vundet opkøbsrettigheden på Sky med et bud på 17,28 pund per aktie.

Ifølge Financial Times planlægger Comcast, at Sky skal blive ved med at operere uafhængigt, og at Jeremy Darroch, der er nuværende administrerende direktør i Sky, kommer til at fortsætte efter overtagelsen.

Læs også
Top job