Investor

Boligmarkedet overlever næppe en rigtig københavnsk nedtur

Det er tegn på svagheder på det københavnske boligmarked, hvor priserne er steget hastigt de senere år.

Søren Vestergaard Kristensen, makroøkonom Sydbank

Boligmarkedet i de store byer og særligt København er begyndt at vise svaghedstegn. Antallet af handler er faldet med en femtedel, antallet af udbudte lejligheder stiger, og det samme gør størrelsen på de prisnedslag, som køberne får forhandlet sig frem til. Derudover viser tal fra Boligsiden, at prisen på københavnske lejligheder er faldet i de seneste tre måneder i streg. Ikke meget, men pilen peger altså ned. Svaghedstegnene er indtil videre relativt isoleret til de store byer, men hvad sker der med det brede boligmarked, når priserne falder i København?

Når man kigger på lejligheder, så findes der siden 1992 (tal fra Finans Danmark) kun fem eksempler på kvartaler, hvor priserne er faldet i København uden at falde på landsplan. Siden årtusindeskiftet er det kun sket to gange. Sammenhængen mellem københavnske ejerlejligheder og det brede boligmarked for huse er også til at få øje på. Kun et enkelt kvartal siden årtusindeskiftet er priserne på københavnske ejerlejligheder faldet, uden at de generelle huspriser er det. Med til historien hører dog også, at priserne i København kun sjældent falder.

De københavnske ejerlejligheder er, som man kan læse, tæt korrelerede med det generelle boligmarked. Sammenhængen til det brede boligmarked for huse er faktisk størst med fire kvartalers forsinkelse. Det vidner om, at København er et af de områder, der først mærker det, når et stemningsskift flyver ind over det danske boligmarked.

Derfor kan svaghederne i blandt andet København være et forvarsel om, hvad der venter boligejere mange andre steder i landet. I hvert fald hvis svaghederne materialiser sig i form af vedvarende prisfald. I sådan et scenarie har vi svært ved at se, at den dårlige stemning ikke spreder sig til store dele af resten af landet.

Derfor kan boligejere rundt i hele landet godt skule lidt bekymret ind på udviklingen i København. Vi tror dog ikke de skal lade panderynkerne gro helt fast. Vi forventer nemlig, at boligmarkedet i de store byer er ved at sætte farten ned snarere end at gå i bakgear. Hvis det er tilfældet bør det ikke ændre det store ved den fremgang og den optimisme som netop nu præger størstedelen af det danske boligmarked.

Der er nemlig gode grunde til, at det netop er i byerne, og herunder København, vi ser svagheder. Det er nemlig her priserne er steget allermest i de seneste år. Det kan derfor tyde på, at det altså kan blive for dyrt. Selv i København. Ikke mindst efter regeringen i begyndelsen af året strammede adgangen til de mest risikable boliglån. En manøvre, der var designet til at dæmpe tempoet i København og Aarhus. Indtil videre ser det ud til at være lykkedes uden at skabe store prisfald, som vi blandt andet har set i både Oslo og Stockholm.

Vi tror på, at priserne i København og Aarhus vil fortsætte med at stige, men bare i et noget langsommere tempo end i de seneste år. Hvis det bliver tilfældet vil det ikke dræbe optimismen på det brede boligmarked og på et lidt længere sigt vil det være til gavn for boligmarkedet, både i København og i resten af landet.

Læs også
Top job