Aktier styrtdykker lige nu: Her er gode råd fra eksperterne
Ifølge investeringsøkonom skal man bruge aktienedturen konstruktivt. Formuepleje ser disse dage som en købsmulighed.
Hav is maven og tænk langsigtet.
Det er især de råd, som to af landets mest eksponerede aktieeksperter har i disse dage, hvor verdens aktiemarkeder tager sig et ordentligt dyk.
Faktisk mener Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, at man skal være klar ved købsknappen.
»Investorerne skal bruge nedturen konstruktivt, vurdere om de har den rette mængde aktier, det ”rigtige” antal danske aktier og langsigtet planlægge deres investering. Danske aktier er kommet mindre på mode, men det som havde verdensklasse i går, vil ikke med ét dumpe i en længere investeringsoptik,« skriver han i en kommentar.
Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje, opfordrer også til at se den nuværende aktienedtur i et større perspektiv og ikke løbe med på den negative stemning, der i øjeblikket præger markederne.
»Der er ikke noget, som ser dårligt ud i de makroøkonomiske nøgletal. Så derfor sidder vi og overvejer, om vi skal udnytte de kursfald, der er lige nu. Vi ser stadig den globale økonomi som værende relativ robust,« siger han.
Otto Friedrichsen nævner, at det især lige nu er de store techaktier Apple, Alphabet, Facebook og Amazon, der har været med til at sætte en frygt i markedet, fordi de onsdag alle faldt markant.
Techaktierne er værdiansat højt, og det er markedet ved at finde ud af, forklarer Formueplejes aktiechef.
Onsdag faldt de toneangivende amerikanske aktieindeks S&P 500, Nasdaq og Dow Jones alle med mere end 3 pct. Der var tale om den værste dag for amerikanske aktier i otte måneder.
Torsdag er asiatiske og europæiske aktier ligeledes ramt af store kursfald.
I Danmark er det toneangivende indeks, C25, torsdag eftermiddag på vej mod sin ottende dag i træk i rødt. Den seneste uge er C25-indekset faldet med omkring 10 pct.