Investor

Chr. Hansen-regnskab skuffer analytikerne

Fald i dollarkurs det seneste år har skåret bid af væksten og overskuddet hos ingredienskoncernen Chr. Hansen.

Chr. Hansen har 3000 ansatte på tværs af 30 lande i verden. Foto: Torben Klint

Trods modvind fra et fald i dollarkursen havde ingredienskoncernen Chr. Hansen fremgang i det seneste år.

Omsætningen steg med tre procent til 1097 millioner euro, viser selskabets regnskab for 2017/2018, der er offentliggjort mandag.

Den svagere dollar betyder, at der kommer færre euro ind i kassen, når der skal veksles om.

Hvis man fraregner valutakursudsving og opkøb, steg Chr. Hansens salg med ni procent i løbet af året.

- Vi levede op til alle vores finansielle mål, på trods af at valutamodvind påvirkede både omsætning og indtjening, siger administrerende direktør Mauricio Graber i en kommentar til regnskabet.

Chr. Hansen, der tjener sine penge på alt fra ingredienser til mejeriprodukter og drikkevarer til kosttilskud og dyrefoder, kunne fremvise et overskud på 228 millioner euro på bundlinjen.

Chr. Hansen tjener penge på yoghurt og kosttilskud
  • Chr. Hansen udvikler og sælger ingredienser til fødevarebranchen og den farmaceutiske industri.
  • Virksomheden blev grundlagt i 1874 af apoteker, fabrikant og godsejer Christian D.A. Hansen.
  • I dag er det en verdensomspændende virksomhed med mere end 3000 medarbejdere fordelt på 30 lande.
  • Hovedproduktionen foregår i Danmark, Frankrig, Tyskland og USA.
  • Chr. Hansen har hovedsæde i Hørsholm nord for København.
  • Chr. Hansen har tre forskellige forretningsområder:

- Culture & Enzymes-divisionen fremstiller blandt andet kulturer og enzymer til fødevarebranchen og især mejeribranchen.

- Health & Nutrition-divisionen producerer produkter til virksomheder, som gør sig inden for kosttilskud, modermælkserstatning, håndkøbsmedicin og dyrefoder.

- Natural Colors-divisionen fremstiller naturlige farver til fødevarebranchen. Det er især til is, mejeriprodukter, frugtblandinger, drikkevarer og færdigretter.

  • Administrerende direktør er mexicaneren Mauricio Graber, der startede i juni.

Kilde: Chr. Hansen.

Det er en fremgang fra 224 millioner euro året før, og resultatet er ligesom salget påvirket negativt af et fald i dollarkursen.

Virksomheden, der har 3000 ansatte på tværs af 30 lande i verden, venter i det nye regnskabsår at øge salget med 9-11 procent.

Mauricio Graber fortæller, at selskabet er en anelse forsigtig i sine forventninger til det nye år, da blandt andet handelskrigen mellem Kina og USA kan påvirke resultaterne.

- Vi er en global spiller, så usikkerhederne kan påvirke på mange måder.

- Spændinger i Mellemøsten, situationen omkring handelsaftaler, forholdet mellem USA og Kina - alt det kan give potentielle udfordringer - og vi er nødt til at være forsigtige, siger han til Ritzau Finans.

I forbindelse med regnskabet oplyser Chr. Hansen, at det har købt det østrigske selskab Hundsbichler, der blandt andet producerer enzymer til oste.

På aktiemarkedet stiger Chr. Hansen-aktien 4,8 procent til 622,70 kroner efter regnskabet.

Læs også
Top job