Jyske Bank får hvidvask-påbud af Finanstilsynet

Silkeborg-banken får dog hverken bøder eller bliver politianmeldt, lyder det.

Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank. Foto: Linda Johansen

Jyske Bank skal hverken betale en bøde eller døje med en politianmeldelse som følge af en hvidvaskundersøgelse fra Finanstilsynet. Sådan lyder det nu fra Jyske Bank i en meddelelse til fondsbørsen.

»Finanstilsynet gennemførte i efteråret 2017 en hvidvaskinspektion i Jyske Bank. Jyske Bank har modtaget Finanstilsynets rapport i udkast og er i dialog med Finanstilsynet omkring enkelte forhold. Udkastet til hvidvaskrapporten rummer administrative påbud men hverken bødeforlæg eller politianmeldelse,« skriver Jyske Bank.

Fondsbørsmeddelelsen kommer, fordi der »i forbindelse med kommenteringen af Jyske Banks delårsrapport er opstået rygter om en mulig hvidvasksag i Jyske Bank.«

Anders Dam har i forbindelse med dagens kvartalsregnskab udtalt sig til flere medier om hvidvask på et generelt plan, ligesom han også nævnte den konkrete undersøgelse af Jyske Bank.

»Finanstilsynet har været på besøg for et stykke tid siden og kigget på vores hvidvaskindsats, og vi kommer til at få hvidvaskpåbud og -påtaler. Det kan vi ikke undgå, men jeg vil hellere vente med at kommentere på det, til vi får den endelige rapport fra tilsynet,« har Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank tidligere på dagen udtalt til Finans.

Han peger på, at bankens ledelse i øjeblikket har fokus på to ting.

»Vi har haft cybersecurity på agendaen længe, fordi vi ser mange betænkelige ting. Det investerer vi derfor massivt i og giver det full attention, fordi det potentielt kan lægge banken ned. Det andet fokusområde er hvidvask, som jo er enormt negativt for ens image at blive forbundet med,« siger Anders Dam.

Men du siger, at I ikke har gjort nok for at forhindre hvidvask i Jyske Bank?

»Jeg siger, at vi ikke kommer til at få en helt grøn rapport fra Finanstilsynet. Det kommer vi måske aldrig til, fordi det er meget svært at leve op til myndighedernes krav fuldt ud. Men vi gør det bedste, vi kan, og vi indberetter på livet løs,« siger Anders Dam.

Læs også
Top job