PFA forventer mere uro: »Jeg er ikke helt overbevist om, at aktierne har ramt bunden endnu«
2018 har været et svært år for aktieinvestorerne, men trængslerne er ikke slut endnu, lyder det fra pensionsselskabet PFA.
Der har været rigeligt at bekymre sig om som aktieinvestorer i 2018, og det vil årets sidste måned ikke ændre på. Sådan lyder det fra pensionskæmpen PFA, som mener, at aktier vil have vanskelige vilkår frem mod årets afslutning.
»Globale aktier er faldet 13 pct. fra toppen i januar, og de kommende måneders nøgletal bliver derfor ret centrale for at vurdere, om det værste er bag os. Vi befinder os således stadig i en usikker periode, hvor jeg ikke er helt overbevist om, at aktierne har ramt bunden endnu,« lyder det fra Rasmus Pilegaard, seniorstrateg i PFA, i en kommentar til markedsudviklingen.
I PFA peger man på, at det særligt er den globale vækstafmatning, som vil give investorerne udfordringer i den resterende del af året. Hvis væksten tager sig en pause over flere kvartaler, kan det føre til markante kursfald på 20 pct. på globale aktier.
Det var tilfældet i 2015-2016, påpeger PFA.
»USA kan ikke undslå sig udviklingen i resten af verden. Afmatningen i den global vækst påvirker indtjeningen i flere amerikanske virksomheder. Hertil kommer, at amerikanske renter er steget, og dollaren er blevet styrket. Det har alt sammen en vækstdæmpende effekt i USA,« siger Rasmus Pilegaard.
»Analytikerne har de seneste måneder haft travlt med at nedjustere deres forventninger til virksomhedernes indtjening set i lyset af de svagere vækstudsigter. Indtil disse finder et mere stabilt leje, vil det være svært for aktier at starte en stigende trend,« lyder det videre fra Rasmus Pilegaard.
Selv om aktiemarkederne ifølge seniorstrategen ikke står over for en opblomstring, er det langt fra ensbetydende med, at vi står over for en voldsom nedtur på aktiemarkederne, lyder det.
»Det er vigtigt at minde om, at de helt store aktiekursfald, som dem vi så i 2008 og 2001, normalt kun forekommer når USA styrer mod en recession. Amerikanske aktier udgør halvdelen af det globale aktiemarked, og så længe der er fremgang i den amerikanske økonomi, tjener flertallet at selskaberne penge, hvilket holder en hånd under aktierne,« siger Rasmus Pilegaard.
Seniorstrategen vil dog ikke afvise, at aktiemarkederne udvikler sig, som de normalt gør i december. Nemlig med pæne stigninger.
»Historisk har december været måneden, hvor globale aktier har leveret de højeste gennemsnitlige afkast. Med den nuværende prissætning, hvor aktier er prissat omkring det laveste niveau siden starten af 2017, er der plads til et pænt year end rally. Specielt hvis store begivenheder falder positivt ud,« lyder det fra Rasmus Pilegaard med henvisning til weekendens møde mellem Donald Trump og Xi Jingping og brexit-afstemningen i det britiske parlament den 11. december.