Europa/aktier: Deutsche Bank falder efter hvidvask-raid
De europæiske aktier ligger generelt i plus, men der er fald til den tyske storbank Deutsche Bank, der er blev raided af myndighederne i forbindelse med hvidvask-mistanke.
De brede europæiske aktieindeks Stoxx 600 stiger med 0,4 pct. til 358,64.
Generelt er tendensen i de underliggende indeks også positiv med stigninger i de tre største indeks - DAX, FTSE 100 og CAC 40 - på op til 0,6 pct.
Deutsche Bank har torsdag fået undersøgt sit hovedkvarter i Frankfurt samt andre afdelinger i en sag vedrørende hvidvask, skriver Bloomberg News. Ifølge nyhedsbureauet er to medarbejdere hos den tyske storbank - en 50- og en 46-årig - blevet nævnt som mistænkte i sagen. Omkring 170 personer, herunder anklagere og politibetjente, skal have været involveret i undersøgelsen. Deutsche Bank har endnu ikke ønsket at kommentere sagen, skriver Bloomberg News.
Mistanken om hvidvask i Deutsche Bank skal ifølge anklagerne stamme fra det store læk af papirer fra et advokatkontor i Panama - de såkaldte Panama Papers - idet de har indeholdt beviser, der kan tyde på, at Deutsche Bank har hjulpet kunder med at oprette udenlandske selskaber i skattely.
På børsen i Frankfurt reagerer Deutsche Bank-aktien torsdag ved at falde 3,0 pct. til 8,33 euro.
Ifølge Bloomberg News har hvidvaskundersøgelsen af Deutsche Bank ikke noget at gøre med Danske Banks hvidvasksag, som omhandler mulig hvidvask i bankens tidligere estiske afdeling.
Danske Bank aktien falder dog næsten lige så meget, da den sætter sig med 3,1 pct. til 131,85 kr.
/ritzau/FINANS