Europa/aktier: Argenx steg på positiv dag efter Trump/Xi-våbenhvile
De europæiske børser steg med op til 1,9 pct. mandag. USA's præsident Donald Trump, og den kinesiske kollega, Xi Jinping, mødtes i weekenden, og de to lande blev enige om at lægge låg på handelsstriden med en 90 dages våbenhvile.
- Lavere renter og midlertidig våbenhvile i handelskrigen er positivt nyt for markederne, som meget vel kan se et "santa rally" resten af december, om alt går vel, skriver Nicolas Tousgaard, seniorstrateg i Bankinvest, i en kommentar.
Der var dog også andre ting, der fik aktiekurserne til at stige. Det belgiske biotekselskab Argenx endte i toppen af det paneuropæiske Stoxx 600-indeks med et plus på 12,5 pct. Selskabet indgik en aftale med Janssen, som ejes af medicinalkæmpen Johnson & Johnson, om kræftmidlet cusatuzumab. Aftalen kan blive op til 1,6 mia. dollar værd for Argenx, skrev Bloomberg News.
Samlet steg det paneuropæiske Stoxx 600 med 1,1 pct. mandag.
I den modsatte ende af indekset lå flere franske selskaber i kølvandet på de franske demonstrationer de seneste weekender. Supermarkedskæden Carrefour endte 5,8 pct. lavere, hotelkoncernen Accor faldt med 0,7 pct., mens ingeniørkoncernen Vinci mistede 2,2 pct.
Efter demonstrationer 24. november estimerede konsulenthuset MKG, at hotelaflysninger løb op i 10 mio. euro. Efter de seneste uroligheder venter konsulenthuset, at 20.000 til 25.000 hotelovernatninger i december vil blive aflyst, skrev Bloomberg.
/ritzau/FINANS