Kinesisk valuta kraftigt styrket efter handelsvåbenhvilen
Den kinesiske valuta, yuannen, er mandag og tirsdag steget meget kraftigt, efter at præsidenterne fra Kina og USA, Xi Jinping og Donald Trump, i weekenden i Buenos Aires i forbindelse med G20-mødet blev enige om en 90 dages våbenhvile i handelskrigen mellem de to lande.
Yuannen blev mandag styrket med 1,1 pct. mod dollaren, mens den tirsdag er gået yderligere op med knap 0,7 pct. Dermed skal der 6,8371 yuan til for at købe en amerikansk dollar mod 6,9589 yuan inden weekendens nyhed.
Dermed har valutakrydset også bevæget sig væk fra niveauet 7,0000 yuan for en dollar, der af mange ses som et psykologisk vigtigt niveau, som potentielt kan udløse nyt pres på de nye markeders valutaer og aktiemarkeder.
Styrkelsen i yuannen over for dollar er den største på to dage siden juli 2005, skriver Financial Times.
- Investorerne fortsætter med at afvikle deres kortpositioner i yuan. Jeg ser dog ikke meget rum til et yderligere yuan-rally, da de nylige prisudviklinger bør have indregnet de positive nyheder i Kina-USA-våbenhvilen, og der er rigeligt med usikkerhed i forhandlingerne forude, siger Ken Cheung, senior valutastrateg i Mizuho Bank, til Bloomberg News.
Styrkelsen af den kinesiske valuta vidner om, at markedet opfatter Kina som værende under pres i handelskrigen, og samtidig er det en ekstra lille gevinst til USA's præsident Donald Trump, der har klaget over, at Kina lader sin valuta svække for at styrke sin eksport og derved modgå den straftold, USA har lagt på kinesiske importvarer.
Den kinesiske valuta er dog fortsat faldet med knap 5 pct. siden årsskiftets niveau i 6,5121 yuan for en dollar og mere end 8 pct. siden dens højeste niveau i år i starten af februar, da den var i 6,2692 yuan for en dollar.
Spørgsmålet er dog, om stigningen de seneste to dage er lig med en ny retning for yuannen, for markedsdeltagerne stiller spørgsmålstegn ved, hvad det reelle resultat af våbenhvilen er. Afstanden mellem de tokamphaner er fortsat stor, og indtil videre er der kommet meget få detaljer frem om, hvad der egentlig er aftalt.
/ritzau/FINANS