Deutsche Bank-aktien stiger efter fusions-håndsrækning
Den tyske regering har intensiveret sit forsøg på at gøre det lettere for Deutsche Bank at fusionere med Commerzbank. Det siger unavngivne kilder med indblik i sagen til Bloomberg News.
Fusions-håndsrækningen fra den tyske regering har sendt Deutsche Bank-aktien op med 4,2 pct. til 7,74 euro. Commerzbank-aktien stiger med 2,9 pct. til 6,77 euro.
Drøftelserne, som foregår på højeste niveau ifølge mediet, handler om, hvordan regeringen konkret kan hjælpe med en potentiel fusion af de to største udlånsvirksomheder i Tyskland.
Drøftelser omfatter muligheden for at ændre eksisterende lovgivning for at gøre det billigere at gennemføre fusionen, beretter mediet.
Samtalerne er dog stadig på et sonderende niveau, hvorfor andre muligheder som at søge friske investeringer fra eksisterende eller nye aktionærer stadig bliver overvejet.
/ritzau/FINANS