Investor

Nedjustering sender Asos.com i gulvet

Salget i november var skuffende for britiske Asos.

Foto: Newscast Limited via AP

En nedjustering af forventningerne har trukket tæppet væk under aktien i den britiske netbutik Asos, der sælger modetøj på nettet.

Aktien falder hele 41 pct. til 24,50 pund og får følgeskab af nogle af sine kollegaer. Blandt andet falder Boohoo med 10 pct., og stormagasinkæden Marks & Spencer taber lige over 4 pct., skriver Bloomberg News.

Asos øgede omsætningen med 14 pct. i regnskabsårets første kvartal, men salget i november skuffede, og det er skidt nyt så tæt på jul.

Derfor sænker Asos forventningerne til hele 2018/19 til en salgsvækst på 15 pct. fra tidligere estimeret 20-25 pct. Samtidig ventes overskudsgraden målt på driftsresultatet, EBIT, bare at lande på 2 pct. mod tidligere 4 pct.

- Mens handelen i september og oktober var stort set på linje med vores forventninger, så lå november, som er en meget væsentlig måned for os både i forhold til salg og pengestrømme, betydeligt under vores forventninger, skriver Asos.

Tidligere har også landets største sportsbutikkæde, Sports Direct International, med 757 butikker og 29.000 medarbejdere, meldt om et forbløffende ringe salg i november, skriver Bloomberg.

Læs også
Top job