- Opdateret 20/12/2018 kl. 17:24
Historisk hug til Bang & Olufsen: Massakren sluttede i minus 34 pct.
Det største aktiefald i Bang & Olufsen i nyere tid er en realitet.
Det danske elektronikklenodie Bang & Olufsen sluttede torsdag med et fald på fondsbørsen i København på 34 pct.
Det er den største kurslussing til B&O i nyere tid.
Faktisk skal vi helt tilbage til finanskrisens udbrud i 2008 for at finde en større nedtur i løbet af én dag. Dengang skyldtes det et halvårsregnskab med en nedjustering af forventningerne til resten af året, hvilket medførte et kursfald på 29 pct. til Bang & Olufsen denne januardag.
Det fik økonomer til at se de første tegn på en afmatning i verdensøkonomien, der som bekendt kollapsede sammen med Lehmann Brothers i september 2008.
Også dagens chok - der har fjernet omtrent 1,5 mia. kr. af selskabets værdi - skriver sig ind i en større fortælling. Simultant med Bang & Olufsens kraftige nedjustering af forventningerne til omsætningen i 2018/19 har den amerikanske centralbank nemlig hævet renten med et kvart procentpoint og annonceret en fortsat stram pengepolitik.
Det skridt har torsdag medført store minusser på alverdens aktiemarkeder.