Investor

Danske Bank-aktien dykker efter nedjustering

Torsdag aften nedjusterede Danske Bank sine forventninger til indtjeningen. Fredag morgen dykker Danske Bank-aktien.

Danske Banks aktie er i 2018 næsten blevet halveret i værdi. Foto: Jens Dresling

Danske Bank-aktien får en smule hug fra morgen på årets sidste hverdag før jul.

Således er Danske Bank-aktien kl. 9.05 fredag morgen faldet med omkring 3 pct. og er den dårligst præsterende aktie i C25-indekset.

Årsagen til aktiefaldet er, at banken torsdag aften sendte en fondsbørsmeddelelse ud, hvori den nedjusterede sine forventninger til indtjeningen.

Bundlinjen ventes nu at vise et resultat efter skat på 15 mia. kr. mod tidligere 16-17 mia. kr. på grund af »vanskelige forhold på de finansielle markeder«.

Nedjusteringen har fået flere analytikere til at sænke deres kursmål på Danske Bank, heriblandt analytikere fra Nordea, ABG Sundal Collier og Goldman Sachs.

Danske Bank-aktien har i 2018 haft et år af de værre. Aktiekursen er næsten halveret, specielt som følge af den omfattende hvidvasksag, banken har været igennem.

Hvidvasksagen har ført til, at både Thomas Borgen og Ole Andersen er stoppet som henholdsvis topchef og bestyrelsesformand i Danske Bank.

Læs også
Top job