2019 ligner nok en tur i den finansielle rutsjebane

Selv om julen nærmer sig, har freden svært ved at lægge sig over de finansielle markeder, og vi må konstatere, at 2018 blev et år, som på ingen måde levede op til forventningerne. De ledende danske aktieindeks er nede med mere end 10 pct. over året, og eftersom investorerne har søgt tilflugt i de sikre havne, er renten på statsobligation blevet banket ned på det laveste niveau siden begyndelsen af 2017.

Handelskrig, politisk usikkerhed i Europa og frygt for en aggressiv pengepolitisk stramning i USA for at imødegå et inflationært pres har været afgørende for udviklingen på finansmarkederne i år. Men heller ikke realøkonomien er gået ram forbi, og de fleste prognosemagere har løbende måttet nedjustere forventningerne til væksten i verdensøkonomien i år.

Ikke mindst har den europæiske økonomi skuffet, men også landene i Asien har måttet indse, at det koster at være en vigtig del af den globale værdikæde, når kæden af den ene eller anden årsag pludselig falder af. Det er faktisk kun i USA, at der endnu ikke er tegn på en alvorlig afmatning i økonomien, hvilket nok primært skyldes den doping i form af markante skattelettelser til både erhverv og husholdninger, som præsident Trump har sprøjtet direkte ind i økonomiens hovedpulsåre.

En doping, som med stor sandsynlighed også vil virke gennem det meste af 2019, men som næppe kan forhindre, at den globale vækst kommer til at aftage yderligere. Intet tyder nemlig på, at hverken de europæiske eller asiatiske økonomier vil komme sig helt oven på årets afmatning, selv hvis det skulle lykkes USA og Kina at lande en aftale i løbet af den 90-dages våbenhvile i handelskrigen, som landene indgik på G20-mødet i Buenos Aires for tre uger siden. Dertil er faldet i de ledende tillidsindikatorer og ikke mindst i industriens ordreindgang allerede for udtalt.

En af de store ubekendte i ligningen for 2019 er, hvordan slutspillet om brexit udvikler sig. For tiden er alt kaos i Storbritannien, og der er fortsat risiko for et hårdt og rodet farvel til EU. Det vil kunne føre til en dyb recession i britisk økonomi, som også vil få følger i EU. Hvis det derimod lykkes at få en aftale på plads, er der håb om, at det bliver uden markante negative konsekvenser for hverken EU eller Storbritannien. Og endelig bliver det i stigende udstrækning muligt, at briterne slet ikke forlader EU i denne omgang.

Som investor må man i princippet forberede sig på alle scenarier, og 2019 tegner på forhånd til at blive lige så uforudsigeligt som det gamle år, når det gælder den økonomiske udvikling.

Til gengæld kan vi være sikre på, at verdens store centralbanker står klar på sidelinjen og følger udviklingen tæt. Så hvis væksten aftager yderligere og inflationen forbliver lav, vil den ventede pengepolitiske stramning blive afstemt i takt hermed. Der er derfor ingen grund til at frygte, at renterne kommer til at stige markant i hverken euroområdet eller USA i løbet af 2019.

Udmeldingerne fra Den Europæiske Centralbnk er soleklare; renten sættes tidligst op efter sommeren, og i lang tid derefter vil banken geninvestere afdrag på forfaldne statsobligationer for at undgå en dramatisk rentestigning, når det store opkøbsprogram af statsobligationer nu er afsluttet.

I USA er problemstillingen lidt anderledes, fordi centralbanken, Fed, nærmer sig afslutningen på den pengepolitiske cyklus. Banken har over de seneste tre år sat renten op ni gange, og hvis det var op til præsident Trump, ville det allerede være sket for sidste gang. I slutningen af november blandede præsidenten sig nemlig for alvor i den pengepolitiske debat, da han i et interview med Washington Post erklærede, at han på ingen måde var tilfreds med sit valg af Jerome Powell som direktør for Fed, fordi de højere renter virker mod præsidentens bestræbelser på at øge væksten i den amerikanske økonomi.

En udtalelse, som normalt kun høres fra autokrater, og som Powell & Co. heldigvis har valgt at sidde overhørig. På mødet i onsdags blev renten nemlig sat op med 0,25 pct.-point til 2,5 pct., og der blev lagt op til yderligere et par rentestigninger i løbet af 2019. Det var det sidste, der faldt markederne for brystet, men det skal huskes, at Fed har et dobbeltmandat, hvor banken både skal sikre fuld beskæftigelse og en stabil inflationsudvikling.

Givet den aktuelle konjunktursituation er der efter min mening tale om en behersket og fint afstemt stramning af pengepolitikken, som vil bidrage til at sikre en blød landing i verdens største økonomi efter næsten 10 års kontinuerligt opsving. Læg dertil, at arbejdsmarkederne fortsat er stærke, og at der er udsigt til en lempelse af finanspolitikken i mange andre lande. Det burde være tilstrækkeligt til, at verdensøkonomien holder sig oven vande, og til at investorerne tager en dyb indånding, så den helt store panikreaktion undgås i 2019. Om spådommen går i opfyldelse vil kun tiden vise.

Glædelig jul og godt nytår.