- Opdateret 14/01/2019 kl. 09:13
Ørsted taber milliarder i værdi efter glippet salg
Ørsteds glippede salg af Radius sender aktien ned i bunden af C25-indekset.
Milliarder er gået op i sort røg mandag morgen i Ørsted. Energiselskabet falder med mere end 3 pct. i dagens handel, og dermed er der blevet skåret mere end 6 mia. kr. af selskabets markedsværdi.
Faldet kommer, efter at det søndag stod klart, at der ikke er politisk opbakning til et salg af Ørsteds eldistributionsforretning Radius. Det glippede salg har banket Ørsted ned i bunden af C25-indekset i dagens handel. Kun Pandora, der falder med omkring 6 pct., ser ud til at få en værre dag på børsen.
Udviklingen i Ørsted-aktien var forudset. Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, var blandt dem, der ventede et fald i aktien.
»Den fremtidige usikkerhed og formentlig en skrinlæggelse af et salg eller et salg til en hjemlig køber til en lavere pris, som er i tråd med det politiske flertal, vil mandag morgen sende aktien nedad,« skrev Per Hansen i en kommentar, hvor han vurderede, at kursen ville falde med mellem 3 og 5 pct. i dagens handel.
Kursdykket i Ørsted kommer på en dag, hvor der generelt er negativt stemning på børsen. C25-indekset falder med ca. 1 pct., og 24 af 25 aktier i det ledende indeks falder.
Siden sommeren 2018 har Ørsted arbejdet på at sælge Radius, der har over en million kunder på Sjælland. Salget, der ville have resulteret i en privatisering af elnettet, blev dog mødt af hård kritik, og nogen frygtede, at den nye ejer af Radius ville kunne skrue priserne op for at skabe et større afkast.
Staten ejer mere end 50 pct. af Ørsted, og der skulle derfor et flertal i Folketinget til for at få salget igennem. Men søndag blev det meddelt, at hverken Socialdemokratiet, SF eller Dansk Folkeparti kunne støtte et salg.
»Finansministeriet har nu til Ørsteds overraskelse meddelt, at der ikke længere er politisk opbakning til at fortsætte den strukturerede salgsproces. Ørsteds ledelse vurderer fortsat, at det er i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at eldistributionsforretningen, privatkunde-forretningen for el og gas samt forretningen for udendørsbelysning overgår til et nyt ejerskab,« meddelte Ørsted søndag i en fondsbørsmeddelelse.