Ny advarselslampe på aktiemarkedet: »Det er en meget voldsom bevægelse«
Analytikerne har sænket forventningerne til selskabernes indtjening så meget, at det tidligere har varslet en recession. Formuepleje tager dog signalet med ro.
En advarselslampe på aktiemarkedet er blevet tændt. Denne gang er den blevet tændt af aktieanalytikerne, der har sænket deres forventninger til indtjeningen i 2019 for globale selskaber markant.
Faktisk så markant, at indtjeningsforventningerne aldrig før er faldet så kraftigt uden en efterfølgende recession. Sådan lyder det i en analyse fra kapitalforvalteren Formuepleje, der peger på, at forventningerne er nedrevideret med 2,3 standardafvigelser.
»En standafvigelse er meget. 2 standardafvigelser er ekstremt meget, så det er en meget voldsom bevægelse, og det er noget, man som investor skal tage seriøst,« siger Otto Friedrichsen, aktiechef i Formuepleje.
I Formuepleje peger man på, at der siden 2000 kun har været to tilfælde, hvor analytikernes forventninger til indtjeningen i de globale selskaber er faldet lige så markant. Første gang i 2001 og igen i 2008.
Det voldsomme fald i indtjeningsforventningerne rejser to spørgsmål, lyder det fra Formuepleje. Tror man på en recession? Så er faldet formentlig retfærdiggjort. Men hvis man ikke tror på, at der er en recession lige om hjørnet, har analytikerne formentlig overreageret.
»Vi hælder til det sidste. Vi ser en stigende sandsynlighed for en recession, men sandsynligheden er stadig forholdsvis beskeden. Det, der har gjort investorerne nervøse, er, at der er sket en opbremsning i flere nøgletal. Hvor vi på vej ind i 2018 så et synkront opsving på globalt plan, er der nu tale om det modsatte,« siger Otto Friedrichsen.
Formuepleje forventer, at væksten i 2019 vil være robust, og derfor forholder man sig kritisk over for recessionssignalet.
»Man skal huske, at vi kommer fra en stor opadgående revidering af indtjeningsforventningerne, så spørgsmålet er, om vi ikke kommer tilbage på et mere normalt niveau. Hvis vi ser en stabilisering i indtjeningen, vil det give et positivt afkastbillede. Men det er helt afgørende, at selskaberne viser omsætnings- og indtjeningsvækst, for det er det, der skal drive afkastet,« siger Otto Friedrichsen.