Europa/aktier: Salgsknappen blev favoriseret i smånervøst marked
De europæiske aktiemarkeder kom generelt skidt fra start i den nye uge, hvor investorerne så ud til at favorisere salgsknappen frem for købsknappen.
For de ledende indeks i Storbritannien, Tyskland og Frankrig sluttede dagen med fald på mellem 0,1 og 0,7 pct., samtidig med at det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks endte 0,3 pct. lavere. Det skete i fraværet af amerikansk handel, idet der var lukket for køb og salg af amerikanske aktier på grund af helligdagen "Martin Luther King, Jr. Day".
Tidligere på mandagen havde der ellers været overvejende plusser i den asiatiske aktiehandel. Det skete efter offentliggørelsen af flere kinesiske nøgletal, som enten udviklede sig som ventet eller bedre end ventet i forhold til økonomernes forventninger.
- Lysten til at tage risici er blevet større rundt om på kloden, og derfor hælder det mere over mod den positive side.
- På den anden side ser vi dog ud til at være ovre toppen af et cyklisk opsving, og den økonomiske vækst modererer sig. Det vil formentlig tage noget af stigningerne i aktiemarkedet, siger analytiker Margaret Yang fra CMC Markets, ifølge Bloomberg News.
Blandt de europæiske enkeltaktier var der fokus på eksempelvis luftfartselskabet Air France-KLM, der steg 5,3 pct., efter at Davy Research havde løftet sin anbefaling af den fransk-hollandske aktie til "outperform" fra "neutral".
I den modsatte ende af det europæiske aktiemarked endte tyske Henkel, som blandt andet fremstiller produkter inden for kosmetik, hygiejne og rengøringsmidler. Aktien faldt 10 pct. som reaktion på skuffende meldinger fra selskabets ledelse, der for 2019 regner med et fald i indtjeningen per aktie på en "midt encifret" procentsats.
/ritzau/FINANS