Tryg-chef efter investeringssmæk: Glad for kerneforretning i topform
Tab på investeringsmarkederne præger i høj grad forsikringskoncernen Trygs regnskab for 2018, mens forsikringsdriften trods flere storskader leverede et overskud på niveau med året før.
I lyset af turbulensen på finansmarkerne trøster Trygs administrerende direktør, Morten Hübbe, sig ved en velsmurt forsikringsforretning.
Investeringerne gav et dundrende minus på 332 mio. kr. sidste år, hvilket er en tilbagegang på hele 859 mio. kr. i forhold til 2017, da investeringerne gav et plus på 527 mio. kr.
Trods det store minus på investeringssiden har selskabet dog klaret sig en smule bedre end markedet generelt, siger Morten Hübbe.
- Vi ligger en anelse bedre end benchmark, men det hjælper jo lige fedt, når Trump og brexit på den måde er gift for de finansielle markeder, og det gør jo, at uanset hvad man måtte have investeret i globalt, så er værdien faldet.
- Det er næsten 900 mio. kr., der svinger på investeringssiden fra 2017 til 2018. Så vi er rigtigt glade for, at vi har en forsikringsforretning i topform, når nu investeringsmarkederne har modvind, siger han i et interview med Ritzau Finans.
Trygs forsikringsforretning gav i 2018 et resultat på 2766 mio. kr. mod 2789 mio. kr. året før.
Dermed formåede selskabet - blandt andet gennem større afløbsgevinster - stort set at kompensere for, at storskader i 2018 var 247 mio. kr. højere end året før.
/ritzau/FINANS