- Opdateret 24/01/2019 kl. 09:14
Novozymes sendt ud i markant dyk på børsen
Enzymproducenten indtager en klar sidsteplads i C25-indekset i torsdagens handel efter offentliggørelse af regnskab.
Novozymes er blevet sendt i skammekrogen i dagens handel på fondsbørsen. Enzymproducenten falder i omegnen af 5 pct., efter at selskabets årsregnskab blev offentliggjort tidligere på dagen. Med faldet er der blevet skåret ca. 4 mia. kr. af selskabets markedsværdi.
Årsregnskabet var på flere områder skuffende i forhold til markedets forventninger. Novozymes rapporterer om en organisk salgsvækst på 4 pct., men målt i danske kr. var der tale om en nedgang på 1 pct. Det samlede salg i Novozymes endte på 14.390 mio. kr., hvor analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde ventet et tal på 14.481 mio. kr.
Ser man på udviklingen i fjerde kvartal, klarede Novozymes sig dårligere end ventet målt på både omsætning og driften. Omsætningen i årets sidste kvartal endte på 3.714 mio. kr. med en organisk vækst på 2 pct. Ifølge Ritzau Estimates havde analytikerne ventet et salg på 3.805 mio.kr. og en organisk vækst på 3,7 pct.
I fjerde kvartal endte driftsresultatet (EBIT) på 1.056 mio. kr., og selskabet havde her en EBIT-margin på 28,4 pct. På de samme poster havde analytikerne sat næsen op efter et driftsresultat på 1.076 mio. kr. og en EBIT-margin på 28,1 pct.
»Fjerde kvartal kommer ikke i mål, som analytikerne havde håbet på. Der er nogle markedsudfordringer lige nu med tilbageholdende forbrugere i Mellemøsten, som kan mærkes på toplinjen. Man har en hel region, hvor salget virkelig udvikler sig svagt,« udtaler Morten Imsgard, senioranalytiker i Sydbank til Ritzau Finans.
Hvis dagens fald i aktiekursen holder dagen ud, vil aktien i Novozymes have tabt næsten 19 pct. af sin værdi de seneste år.