Største pengeregn i 10 år: Investorerne blev forkælet i 2018
De børsnoterede selskaber sendte i 2018 mere end 100 mia. kr. tilbage til aktionærerne i form af udlodninger.
Investorerne fik fyldt lommerne godt op i 2018 i form af udlodninger fra de børsnoterede selskaber i Danmark. Selskaberne på børsen pumpede nemlig penge tilbage til aktionærerne i så højt et tempo, at udlodningen nåede det højeste niveau i 10 år.
104 mia. kr. blev udloddet til aktionærerne i form af aktietilbagekøb og udbytter. Det er 2 mia. kr. mere end det tidligere rekordår, som var 2017, viser tal fra Nationalbanken.
»C25-virksomhederne stod i 2018 for knap 90 pct. af de samlede udlodninger fra børsnoterede selskaber. Novo Nordisk og Danske Bank er de to virksomheder, der har udloddet mest. Tilsammen står de to selskaber for knap halvdelen af udlodningerne,« skriver Nationalbanken.
I alt blev der sendt 63 mia. kr. tilbage til aktionærerne i form af udbytter i 2018, mens selskaberne gennemførte aktietilbagekøb for 41 mia. kr.
Til sammenligning blev der udloddet 32 mia. kr. fra de børsnoterede selskaber i 2008. De var fordelt med 23 mia. kr. i udbytter, mens selskaberne dengang foretog aktietilbagekøb for 9 mia. kr.
»Når en virksomhed udbetaler udbytte, får aktionærerne pengene direkte. Ved aktietilbagekøb reduceres antallet af aktier, hvilket betyder, at kursen på de resterende aktier, isoleret set, stiger. Den enkelte aktionær kan selv vælge, om vedkommende vil have udlodningen i form af kursgevinster ved at beholde sine aktier eller som penge i hånden ved at sælge aktier. Valget afhænger af den enkelte investors præferencer,« skriver Nationalbanken.
Selvom der altså blev udloddet et rekordstort beløb fra de børsnoterede selskaber i Danmark, var det ikke nok til at gøre 2018 til et godt aktieår, når man ser på kursudviklingen.
»På trods af de store udlodninger har danske aktier givet et negativt afkast i 2018, hvilket skyldes store kursfald. Nationalbankens tal viser, at børsnoterede danske aktier gav et negativt afkast på 7,7 pct. i 2018,« skriver Nationalbanken.