- Opdateret 29/01/2019 kl. 09:30
Norwegian ramt af hård turbulens - aktien sendt ud i voldsomt fald
Det norske lavprisselskab er igen blevet sendt ud i et voldsomt fald på børsen.
Norwegian er blevet sendt ud i et kraftigt dyk på børsen. Aktien falder med mere end 13 pct. i dagens handel på børsen i Oslo, efter at flyselskabet tidligere på morgenen meddelte, at det vil udstede nye aktier for 3 mia. norske kr. i en fuldt garanteret fortegningsemission.
Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, advarer private investorer mod at se faldet som en købsmulighed.
»Norwegian er presset. Private investorer bør være klar over, at risikoen er meget stor. De som endnu ikke er investorer, bør forblive passive på sidelinjen og lade kursen rase ud og afvente tegningsbetingelserne. På kort sigt er der intet der tyder på, at det er risikoen og umagen værd at gøre anderledes,« skriver han i en kommentar.
Med dagens fald er det anden gang på mindre end én uge, at det norske lavprisselskab er blevet fanget i voldsom turbulens på børsen.
Torsdag den 24. januar dykkede aktien med mere end 20 pct., efter at det kom frem, at IAG, der bl.a. står bag British Airways, meddelte, at det havde droppet sine tanker om at købe Norwegian og i stedet solgte sin ejerandel på 3,93 pct.
Aktien blev for tre år siden handlet til en kurs på næsten 380 norske kr. stykket, men siden er det kun gået en vej: Ned. De seneste 12 måneder er aktiekursen i Norwegian næsten blevet halveret. I øjeblikket bliver aktien handlet til en kurs omkring 122 norske kr. stykket.
Kapitaludvidelsen er bl.a. garanteret af skibsreder John Frederiksen. Ifølge meddelelsen fra Norwegian til børsen i Oslo løber tegningsperioden fra 22. februar til 8. marts.
»Selskabet ændrer sit strategiske fokus fra vækst til fokus på overskud. Og som en konsekvens af det ændrede fokus vil kapitalbindingen blive reduceret. Det vil ske dels gennem salg af fly og udsættelse af leverancer af nye fly. Desuden vil der blive iværksat et omfattende spareprogram,« skriver Norwegian i en fondsbørsmeddelelse.