Råvarer: USA's sanktioner mod Venezuela får oliepriserne marginalt op
Efter at USA offentliggjorde sanktionerne mod Venezuelas statsejede olieselskab, PDVSA, er handelsmænd og raffinaderier stadig ved at afkode tiltagenes betydning, og hvordan de muligvis kan undgås.
De amerikanske sanktioner er et forsøg på at tage magten fra den nuværende præsident Nicolas Maduro, som både har haft ansvar for landets økonomiske krise samt udvandringen af flere millioner venezuelanere i de seneste år.
Handelsmænd, som sælger venezuelansk olie, leder efter en måde, hvorpå de kan blive ved med at sælge til USA. Ifølge Reuters leder amerikanske virksomheder, som er købere af Venezuelas olie, også efter en måde at komme uden om sanktionerne.
En mulighed, som virksomhederne er ved at undersøge, er, hvorvidt olie stadig kan købes og sælges via en tredjepart.
Ifølge præsident Donald Trump bør sanktionerne mod Venezuela kun have en marginal betydning for amerikanske forbrugere. Eksperter er dog mere skeptiske og er bekymrede for, om tiltagene kan få en uventet betydning.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 61,69 dollar mod 61,20 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 53,54 dollar mod 53,34 dollar tirsdag eftermiddag.
Onsdag morgen koster en troy ounce guld 1313,92 dollar mod 1310,92 dollar tirsdag eftermiddag.
På markedet for industrimetaller koster et ton kobber onsdag morgen 6078 dollar mod 6062 dollar tirsdag eftermiddag.
/ritzau/FINANS