Investor

Danske Banks bundlinje er svundet ind med 6 mia. kr. i »udfordrende år«

Landets største bank er kommet ud af 2018 med et resultat efter skat, der ligger væsentligt under niveauet for 2017.

Jesper Nielsen, har været midlertidig topchef i Danske Bank, siden Thomas F. Borgen trak sig efter hvidvaskskandalen. Foto: Liselotte Sabroe

Tilbagegang over hele linjen og mindre i posen til aktionærerne i form af udbytte. Det er overskriften på det årsregnskab, som Danske Bank har offentliggjort fredag morgen.

På toplinjen svandt indtægterne med næsten 4 mia. kr. sammenlignet med 2017, hvilket svarer til et fald på 8 pct.

På omkostningssiden steg driftsomkostningerne med 10 pct. i forhold til i fjor, og de landede dermed på 25 mia. kr. Ifølge banken skyldes stigningen primært donationen på 1,5 mia. kr. som følge af hvidvaskskandalen i bankens filial i Estland.

På bundlinjen endte resultatet efter skat på 15 mia. kr. Til sammenligningen lød resultatet efter skat i 2017 på 20,9 mia. kr. Altså en tilbagegang på 6 mia. kr. svarende til et fald på 28 pct. Tilbagegangen var dog ventet, og dermed endte regnskabet inden for det forventede blandt analytikerne, der følger banken.

»Finansielt set var 2018 karakteriseret af fortsat vækst i de nordiske økonomier, og vi oplevede god efterspørgsel på lån, særligt inden for erhverv og boligfinansiering. Udviklingen på de finansielle markeder var året igennem dog præget af stor usikkerhed. Det påvirkede vores handelsindtægter, og sammen med stigende omkostninger – bl.a. relateret til Estlandsagen, donationen på 1,5 milliarder kroner og compliance – resulterede det i, at vi kom ud af 2018 med et lavere resultat, end vi havde forventet ved årets begyndelse,« udtaler Jesper Nielsen, der er midlertidig adm. direktør i Danske Bank, i forbindelse med regnskabet.

Tilbagegangen har allerede fået banken til at stoppe sit aktietilbagekøbsprogram, og i forbindelse med regnskabet oplyser banken, at den nu også vil skære i udbyttet. Det vil lyde på 8,5 kr. pr. aktie for 2018 mod et udbytte på 10 kr. pr. aktie i 2017.

»2018 var et udfordrende år for Danske Bank. Den alvorlige og krævende sag om den nedlukkede portefølje af udenlandske kunder i Estland udløste berettiget kritik fra vores omverden og førte til en række ændringer på ledelsesniveau. Vi skal bruge erfaringerne fra sagen til at undgå, at noget lignende nogensinde kan ske igen. Derfor vil vi også i de kommende år yderligere styrke vores indsats inden for compliance og anti-hvidvask for at blive den bedste blandt vores peers på området,« udtaler Jesper Nielsen.

(mio. kr.) 2018 2017 Stigning i pct.
Nettorenteindtægter 23.574 23.806 -1
Netto gebyrindtægter 15.402 15.664 -2
Handelsindtægter 4.676 7.087 -44
Indtægter i alt 44.365 48.149 -8
Driftsomkostninger 25.011 22.722 10
Nedskrivninger på udlån -650 -873  
Resultat før skat 19.722 26.288 -25
Periodens resultat 15.001 20.900 -28
Læs også
Top job