- Opdateret 06/02/2019 kl. 07:19
Carlsberg tredobler overskuddet - sender milliarder til aktionærerne
Bryggerikoncernen er onsdag morgen kommet med årsregnskab.
Bryggerikoncernen Carlsberg har haft sit bedste år på bundlinjen i årevis.
Således kom Carlsberg ud af 2018 med et overskud efter skat på 6,1 mia. kr. Det er tre gange så højt som i 2017 - som dog skal ses i lyset af, at en kæmpenedskrivning på 4,8 mia. kr. trak bundlinjen ned.
Samtidig steg omsætningen med 3 pct. til 62,5 mia. kr., viser Carlsbergs årsregnskab onsdag morgen.
Både omsætningen og indtjeningen er bedre end analytikerne havde forventet. Carlsbergs topchef, Cees ’t Hart kalder 2018-resultatet for stærkt.
»På samme tid investerede vi signifikante ressourcer i vores brands og aktiviteter, og vi fortsætter med at arbejde mod toplinjevækst og indtjeningsforbedring i de kommende år,« siger han i forbindelse med årsregnskabet.
På baggrund af resultatet i 2018 har Carlsberg valgt at øge udbyttet til aktionærerne med 13 pct. og samtidig iværksætte et aktietilbagekøbsprogram på 4,5 mia. kr. over de næste 12 måneder.
Det betyder, at der i alt bliver sendt 7,2 mia. kr. i Carlsberg-aktionærernes retning.
I 2019 forventer Carlsberg etcifret organisk vækst i driftsresultatet og en valutaeffekt på 0 kr. for hele året.
Mio. kr. | 2018 | 2017 |
Nettoomsætning | 62.503 | 60.655 |
Ebit før særlige poster | 9.329 | 8.876 |
Resultat før skat | 8.519 | 3.523 |
Resultat efter skat | 6.133 | 2.065 |