Lundbeck dykker efter årsregnskab - indtager bunden af C25-indekset
Lundbeck-aktien falder tirsdag morgen med mere end 7 pct., efter medicinalselskabet har præsenteret sit årsregnskab for 2018.
Investorerne har tirsdag morgen givet Lundbeck-aktien en ordentlig kæberasler, efter medicinalselskabet tidligere på morgenen kunne præsentere sit årsregnskab for 2018, som Lundbeck selv betegner som sit bedste finansielle resultat nogensinde.
Kort efter fondsbørsens åbning er Lundbeck-aktien nede med mere end 7 pct. og handles til en kurs omkring 266. Dermed indtager medicinalgiganten bunden af C25-indekset, der ellers byder på grønne tal over en bred front.
I årsregnskabet ramte Lundbeck ellers inden for skiven i forhold til både selskabets egne og analytikernes forventninger. Selskabets øgede i 2018 toplinjen med 5 pct. til 18,1 mia. kr., og landede samtidig et driftsoverskud på 5,3 mia. kr.
Men samtidig varsler Lundbeck, at selskabet regner med faldende resultater i 2019. Konkret forventer Lundbeck en omsætning i størrelsesordenen 16,1 - 16,7 mia. kr. og et driftsresultat (ebit) på mellem 4,2 - 4,6 mia. kr. i år.
De vigende forventninger til salg og indtjening i år skyldes blandt andet, atepilepsimidlet Onfi i fjerde kvartal sidste år blev ramt af kopikonkurrence, hvilket Lundbeck forventer vil fortsætte ind i 2019.
Samtidig justerer Lundbeck sin udbyttepolitik. Fra 2019 og frem vil Lundbeck udbetale mellem 30 og 60 pct. af overskuddet som udbytte til aktionærerne. Tidligere lå udlodningen på mellem 60-80 pct.