Analytikere forventer presset toplinje hos Nordea
Når Nordea aflægger regnskab for fjerde kvartal onsdag morgen, vil det formentlig vise en fortsat presset toplinje, som også ventes lavere end i samme periode året før.
Ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates ser analytikerne for sidste års fjerde kvartal samlede indtægter på 2105 mio. euro. Det vil være omtrent 100 mio. euro højere end samme års tredje kvartal, hvor indtægterne lød på 2016 mio. kr.
Til gengæld ligger forventningen omkring 100 mio. euro under de 2228 mio. euro, som Nordea havde i samlede indtægter i fjerde kvartal forrige år.
- Overordnet set venter vi, at regnskabet fortsat vil bære præg af, at Nordea kæmper med indtjeningen. Således venter vi, at Nordea har haft en svag toplinje i kvartalet primært drevet af en svag markedsaktivitet og handelsindtægter, skriver Handelsbanken i en analyse.
Mens analytikerne ikke har haft de store problemer med at udregne estimater for blandt andet indtægterne, er det en anden historie for bankens indtjening.
Nordeas regnskab kommer nemlig til at være påvirket af mange særlige poster, da der i løbet af året er foretaget nedskrivninger i Rusland og flere salg, herunder af Luminor-ejerandel, Nordea Ejendomme, porteføljer af nedskrevne lån samt ejerandele af Nordea Liv & Pension.
De mange særlige poster kan have gjort det svært for analytikerne at spå om Nordeas indtjening i både fjerde kvartal og hele 2018, og derfor har det heller ikke været muligt for Ritzau Estimates at skaffe retvisende estimater til den del af regnskabet.
I tredje kvartal sidste år tjente Nordea 684 mio. euro efter skat, mens nettooverskuddet lød på 629 mio. euro i fjerde kvartal forrige år.
Nordeas 2018-regnskab bliver påvirket af mange særlige poster, blandt andet for nedskrivninger i Rusland og en række salg: af Luminor-ejerandel, Nordea Ejendomme, porteføljer af nedskrevne lån samt ejerandele af Nordea Liv & Pension. På grund af manglende gennemsigtighed i estimaterne er der kun medtaget analytikernes bud på de upåvirkede regnskabsposter.
/ritzau/FINANS