Nye græske statsobligationer efter redningspakke og hestekur
Ved udgangen af januar udstedte Grækenland nye 5-årige statsobligationer for 2,5 mia. euro, svarende til godt 18 mia. kr. med en effektiv rente på 3,6 pct. Det er den første udstedelse siden august sidste år, hvor EU-historiens største finansielle redningspakke udløb. Den blev til i maj 2011, hvor den græske regering underskrev aftalen om en hjælpepakke på 825 mia. kr. fra den såkaldte trojka, bestående af EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).
Markedet tog vel imod udstedelsen af de nye statsobligationer, og de græske renter er efterfølgende faldet. Dermed er der tale om en positiv udvikling for Grækenland, som efter finanskrisen var i dyb recession frem til 2013 og hvis arbejdsløshed i flere år lå på mere end 25 pct.
Landet har været styret stramt af EU, ECB og IMF under den økonomiske hestekur, hvor der er undervejs er fundet tre gældsrestruktureringer sted. Væksten er kun langsomt kommet tilbage, og arbejdsløsheden er stadig over 18 pct. Alligevel skønnede IMF i januar, at væksten i realt bnp var på 2,1 pct. i 2018. I år ventes en vækst på 2 pct., og det er noget bedre end forventningerne til Eurozonen som helhed.
Grækenland har haft overskud på statsbudgettet i de seneste år, men i 2018 var den offentlige gæld fortsat meget høj, nemlig 180 pct. af BNP. Gennem statsgældskrisens værste år i perioden 2010-2013 måtte staterne i eurozonen løbende opfinde nye instrumenter og institutioner. I dag står eurozonen bedre rustet til at klare en krise, eksempelvis med den europæiske stabilitetsmekanisme EMS (Europæiske Monetære System), selvom der stadig er meget lang vej til en form for fælles finanspolitik.
Man kan spørge sig selv, om vi dermed har lagt statsgældskrisen i eurozonen helt bag os. Det tror jeg ikke. Det er tydeligvis stadig meget svært at holde fast i strukturelle reformer på eksempelvis arbejdsmarkedet og på pensionsområdet. Eksempelvis gennemførte den græske regering i slutningen af januar en forøgelse af minimumslønnen på 11 pct., ligesom det blev gjort vanskeligere at gennemføre tvangsauktioner over boliger - måske under indflydelse af det kommende parlamentsvalg i oktober. På mellemlangt sigt bliver væksten formentlig så moderat, at det fortsat vil være en meget pinefuld politisk øvelse at bringe den offentlige gæld ned.
Det samme problem ses i næsten alle landene i eurozonen, om end i mindre omfang. Det er svært for landene at leve op til den såkaldte vækst- og stabilitetspagt, som blandt andet foreskriver, at den offentlige bruttogæld skal være mindre end 60 pct. af BNP. I 2017 var gennemsnittet i eurozonen over 80 pct. og ud over Grækenland havde også Italien, Portugal og Belgien en statsgæld på mere end 100 pct. af bnp.
Med markant faldende arbejdsløshed i EU kunne man måske forvente en større appetit på strukturelle reformer, men den politiske logik har været – og er fortsat - den omvendte: De største tilpasninger er sket, når det gjorde mest ondt.
EU’s institutioner står lige nu stærkere end i flere år, og man har fælles erfaringer fra krisen at trække på. Desværre udgør statsgældens størrelse i de enkelte medlemsstater, i kombination med svaghederne i det politiske arbejde, fortsat en risiko for fremtidens politiske og økonomiske stabilitet i Europa.