Europa/middag: Geopolitiske spændinger presser markedet
Spændingerne i den omstridte Kashmir-region mellem Indien og Pakistan bidrager onsdag til nervøsitet på aktiemarkederne i Europa.
Ved 12.45-tiden ligger det paneuropæiske Stoxx 600-indeks 0,5 pct. lavere efter fald i 11 af 12 sektorer, og futures for det store amerikanske indeks peger ned med 0,2 pct.
- Geopolitiske spændinger mellem Pakistan og Indien har stærkt påvirket aktier fra Tokyo til London i dag, og investorerne frygter en yderligere konsolidering, siger Pierre Veyret, som er analytiker hos ActivTrades, til Reuters.
Onsdag morgen dansk tid meddelte pakistansk militær, at det har skudt to indiske kampfly ned. Men Indiens militær hævder, at kun ét fly fra dets luftvåben er blevet skudt ned.
Indien tilføjer, at det har skudt et pakistansk kampfly ned.
Selskabsspecifikt er tyske Beiersdorf, der er mest kendt som producent af Nivea-produkter, i vælten, efter at selskabet i forbindelse med sit regnskab for 2018 meldte forventninger ud om et fald i driftsmarginen, EBIT, til 14-14,5 pct. i 2019 fra 15,4 pct. i 2018.
Den faldende margin skal ses i lyset af, at selskabet lancerer en ny strategi, herunder et investeringsprogram på 70-80 mio. euro i nye markeder, innovation, digitalisering og kompetenceopbygning. Investorerne reagerer ved at sende aktien ned med 10 pct. på børsen i Frankfurt.
Samme sted stiger aktien i kemi- og medicinalvirksomheden Bayer derimod 4,5 pct. efter et regnskab for fjerde kvartal, der overraskede på både salgs- og indtjeningsposterne.
I Paris er der store kurstæsk til Air France KLM, der falder 11 pct. efter nyheden om, at den hollandske regering vil øge sin ejerandel i holdingselskabet for luftfartsalliancen til 14 pct. Tiltaget understreger spændingerne mellem de hollandske og franske partnere i selskabet, skriver Reuters.
Den britiske detailkæmpe Marks & Spencer falder desuden 9 pct. i kølvandet af annonceringen af, at det køber en 50 pct. ejerandel i Ocados britiske detailforretning for op imod 750 mio. pund og vil finansiere købet ved at udstede nye aktier for op til 600 mio. pund.
/ritzau/FINANS