Storinvestor: Brexit kan give overraskende udvikling på aktiemarkedet
En aftale om brexit kan få de største britiske aktier til at underpræstere, lyder det fra Pimco.
Investorer, der satser på, at de største britiske aktier i FTSE100-indekset vil stige i et lettelsens suk, hvis der kommer en brexit-aftale, kan blive skuffet.
Sådan lyder det fra den store kapitalforvalter Pimco, der med en formue under forvaltning på ca. 12.000 mia. kr. hører til blandt de største i verden.
»Det interessante ved brexit er, at FTSE 100-indekset reagerer omvendt af pundet. Den ikke så intuitive reaktion ved et brexit, hvor pundet virkelig stiger er, at FTSE 100 vil underpræstere i forhold til andre indeks rundt om i verden,« sagde Erin Browne, der er porteføljemanager i Pimco, på en konference i London, som Pimco arrangerede i denne uge.
Konferencen fandt sted, mens det cirkulerede med rygter om, at en brexit-aftale var nært forestående. I hele historien om brexit har pundet fungeret som en form for temperaturmåler for udviklingen. Dårligt nyt har sendt pundet ned, mens positive nyheder om brexit har sendt pundet op.
Det er dog ikke kun pundet, der står til at klare sig godt, hvis der kommer en aftale.
»I et positivt brexit-scenarie vil man også se, at FTSE 100 underpræsterer i forhold til de mindre aktier, som er rettet mod den indenlandske økonomi i Storbritannien,« siger Erin Browne.
Forklaringen på den ventede udvikling i store og små britiske aktier, skyldes, at de store selskaber er eksportorienterede. Dermed bliver de ramt af et stærkere pund.
Resultatet af spillet om brexit vil også kunne aflæses på aktiemarkederne på det europæiske fastland, lyder det fra Pimco.
»Ved et hårdt brexit vil vi på grund af kompleksiteten og usikkerheden se et pænt stor fald i europæiske aktier. Ved et positivt brexit-scenarie tror vi, at udfaldet vil være pænt positivt for europæiske aktier.«