Obligationer: Renten steg før Fed-melding
Et lidt afventende obligationsmarked endte onsdag med en lille rentestigning for den toneangivende tiårige danske statsobligation med udløb i 2025.
Markedet ventede på rentemeddelelsen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, onsdag aften efter dansk lukketid.
Renten landede på 1,14 - 2 basispoint højere end tirsdagens lukkeniveau på 1,12 pct.
Frem mod klokken 14 var handlen ellers præget af helt minimale udsving. Derefter begyndte renten så småt at stige.
- Markedet afventer Fed, selvom der er stor sandsynlighed for, at det kan blive lidt kedeligt forstået på den måde, at de vil gentage, hvad de sagde på det sidste møde. Det betyder, at de vil beholde den passus med, at de vil holde renterne lavt i en overkommelig periode, siger Carsten M. Skødeberg, senior sales manager i Jyske Bank, før meddelelsen fra Fed.
Op til mødet i Federal Reserve lød det, at den efter alt at dømme vil afslutte sine støtteopkøb, kvantitative lempelser, eller bare QE.
- Forventningen er, at de er færdige med QE nu. Men det har markedet allerede indregnet, påpeger Carsten M. Skødeberg.
Han ligger dermed på linje med samtlige 38 økonomer i en rundspørge foretaget af Bloomberg News, der mener, at tiden rinder ud for Feds obligationsopkøb.
Ifølge Wall Street Journal har de tre QE-programmer, Fed har gennemført siden finanskrisen, sendt 3000 mia. dollar ekstra ud i økonomien, hvilket nogle centralbankmedlemmer frygter kan skabe inflation og aktivbobler, hvis væksten vender tilbage.
Til trods for blot små renteudsving er der godt gang i markedet herhjemme i denne uge, siger Carsten M. Skødeberg.
- Vi har rigtig travlt med, at boligejerne til og med fredag kan opsige deres lån per 1. januar. Der kommer rigtig mange nye obligationer til markedet, og det topper i denne uge. Markedet kan sagtens absorbere de nye obligationer, og det viser, at der er købere selv til de her meget lavet renter, fortæller han.
/ritzau/FINANS