Obligationer middag: Rentero inden eftermiddagens nøgletal
Efter en start med let stigende renter er det danske obligationsmarked igen faldet tilbage til udgangspunktet fredag over middag, hvor renten på den toneangivende danske statsobligation med udløb i 2025 befinder sig i 1,10 pct. - uændret fra torsdagens lukkeniveau.
Fra morgenstunden skuffede en opgørelse over det tyske detailsalg i september ved at vise et fald på 3,2 pct. på månedsbasis mod et ventet fald på 0,9 pct. blandt økonomerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Til gengæld steg detailsalget mere end ventet på årsbasis, hvor det voksede med 2,3 pct. mod ventet 1,2 pct.
Ud på formiddagen viste både forbrugerprisestimatet for oktober og arbejdsløshedsstatistikken for september, begge i eurozonen, sig helt som ventet, og derfor gav det heller ikke anledning til nævneværdige udsving blandt de europæiske statsrenter.
Generelt set er bevægelserne i Danmark og Tyskland, der udvikler sig i samme takt, dog noget mere afdæmpede, end tilfældet er i resten af Europa.
I Italien, Portugal og Grækenland falder de tiårige renter eksempelvis med 7-8 basispoint, og i Sverige stiger den tiårige rente med 3 basispoint.
Fra USA bringer eftermiddagen opgørelser over inflationsmålet PCE-deflatoren samt det personlige forbrug og den personlige indkomst for september, mens der senere venter en oktoberudgave af Chicago PMI-indekset, der ifølge Bloomberg News' estimater ventes at stige til 60,5 fra 60,0 i september.
Sluttelig venter en opgørelse af tillidsindekset fra University of Michigan, der i sin endelige oktoberudgave ventes at forblive på 86,4, som også var resultatet af den foreløbige opgørelse.
Ritzau Finans