Veloxis ender som aktiebundprop - investorer taber 1 mia.
Det var en rigtig dårlig dag for det mindre biotekselskab Veloxis, der ved lukketid lå som klar bundskaber på fondsbørsen med et fald på 31,0 pct. til 1,40 kr. Det svarer til godt 1 mia. i tabt markedsværdi for selskabet.
Det var dårlige nyheder fra USA, der satte gang i aktiens deroute. Her fik Veloxis' lægemiddel Envarsus til selskabets utilfredshed kun en foreløbig godkendelse af den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.
En endelig markedsføringstilladelse kommer først, når japanske Astella Pharmas konkurrerende lægemiddel Astragraf XL går af patent, hvilket Veloxis vurderer sker 19. juli 2016.
- Veloxis er uenig i, at eksklusiviteten for Astagraf XL, som hverken var identificeret som et referencelægemiddel (listed drug) eller påberåbt som støtte for godkendelse af Envarsus XR, skulle nødvendiggøre udsættelse af den formelle godkendelse af Envarsus XR, skriver selskabet i en meddelelse.
Veloxis fastslår, at man straks vil appellere afgørelsen, og at man "vil forfølge alle de tilgængelige muligheder".
Envarsus er godkendt i Europa og bruges af nyre- og levertransplanterede til at forebygge organafstødning.
/ritzau/FINANS